Det kan være flere grunner til at den offentlige debatt om innvandring er blitt ensidig. NORSK KULTUR har sakset tre innlegg fra en norsk en svensk og en dansk forfatter, som tilsammen gir noe av forklaringen. Her er det danske bidraget.
Dansk ensidighet
Utdrag fra den danske forfatter Peter Neerup Buhl: Kampen mod grænserne Fremmedkursens talsmænd ca. 1965-1990
Kulturradikalisme og antinasjonalisme
Kulturradikalismen
Grundtvigianismen er efterhånden flydt sammen med kulturradikalismen i en bred, lind strøm. Allerede i 1951 skrev Poul Henningsen om, at afrikanernes kultur er rigere end "den hvide blege og tavse, vi sidder i til halsen": "Vi degenererer stille og sikkert, mens vi indbildsk tror, det er her i Europa, kulturen står i sin højeste blomst. Vi trænger til al den fornyelse, de farvede folkeslag kan gi os." Også hvad dette angår er Klaus Rifbjerg kun mekanisk eftersnakkende sit forbillede, jævnfør Rifbjergs førnævnte ord i Jyllands-Posten 11/1 1994 om, at indvandringens "tilførsel af nyt blod" er nødvendig, for at danskerne ikke skal havne i "degeneration". At Benny Andersen med sit velkendte digt "Verdensborger i Danmark" med det budskab, at alt dansk i virkeligheden er udenlandsk, heller ikke er synderlig original, ses af PH's ord fra så tidligt som 1937 om, at "der ikke er noget, der hedder udansk": "Vi har vores statsreligion fra Palæstina, bearbejdet af tyskeren Luther, vores politiske system er fra England, pigernes tøj er skåret efter fransk mønster, vores kultur er international, og det har den altid været. Der findes ikke dansk stil, men kun genfortælling."
Med kulturradikalismen opstår den linie, som de andre åndslinier mere og mere har lagt sig op ad, hvor forskellige de end var i udgangspunktet. Kulturradikalismen har lagt grunden for den opløsning af værdierne, der viser sig i postmodernismen, og den er ikke mindst magtens ideologi. Det førnævnte uddannelsesprogram "U 90" viser klart sin gæld til PH's ord fra 1953: "De døde regerer os. Vi skal løse den vældige opgave at frigøre mennesket fra fortiden, at få det til at leve på sin egen tids forudsætninger. Sker det, opstår en ny kultur."
At grundtvigianismens højskoler i stedet for deres historiedyrkende udgangspunkt nu "lever på deres egen tids forudsætninger" ved at leve af kurser i astrologi, healing og anden nyreligiøsitet, som er karakteristisk for de rodløse mennesker i "postmoderniteten", er kun konsekvent følgagtighed over for ånden i PH's tro på "en ny kultur".
PH's tro på muligheden af en fremtidig stabil kultur som modsætning til nutidens opsplittede og konfliktfyldte deler han med langt større tænkere, såsom Fichte, Hegel og Marx. Ejheller kan kulturradikalismens paralleller til nazismen overses. Først og fremmest er de fælles om at benægte enhver transcendens, altså fælles om kun at regne med det rent biologisk determinerede menneske uden pligt og ansvar. Hvor nazismen talte om generne, talte PH blot som i følgende sentens om samfundet: "For nogen tid siden meldte radioavisen om en 11 års dreng, der sad i Varde arrest for at ha påsat syv brande. Hvornår erkender vi, at det efter al sandsynlighed er samfundet, der har påsat dem alle syv?"
Over for ændringen af dette samfund har den kulturradikale lige så lidt som fascisten en demokrats temperament - begge har de meget lidt tiltro til det brede folks frigørende kraft og må derfor betragte sig selv som opdragende elite eller spydspids for det nye, som skal komme, i dag velkendt fra politikernes "opdragelse" af folket mod "racisme". Denne foragt for mængdens angivelige træghed sås allerede hos banebryderen for det moderne frigjorte og "følende" individ, Rousseau, der som de moderne fortalere for det "humanitære" anså sig selv for stærkere følende end alle andre. Som Norman Hampson beskriver det i sin bog om den franske revolution, "Prelude to Terror" (1988), var det Rousseaus opfattelse, at hvis menneskene kunne overbevises til at søge tilfredsstillelse i total hengivelse for helhedens vel, ville det "eneste", de skulle opgive, være det selviske og uægte i deres nuværende liv, og de ville da være frie til at leve i overensstemmelse med deres "sande natur". Problemet, påpeger Hampson imidlertid, var selvfølgelig at få de korrumperede mennesker til at ville deres egen frelse, og til dette formål var det nødvendigt med en indgriben af en slags overmenneske, en Lovgiver, "der kunne indse, hvad der var nødvendigt, og som havde den moralske autoritet til at få folk til at acceptere de institutioner, der ville få dem til at gå den vej, de var ude af stand til at gå af deres egen vilje."
Denne elitære opfattelse er også implicit i kulturradikalismens kamp for "frigørelse". Som Rousseau troede PH - trods mistroen til folket - alligevel på en god menneske"natur", som det bestående samfund blot har forkvaklet. Som han udtrykte det i 1948: "Tilliden til det oprindelige menneske har altid været skelnemærket mellem højre og venstre. Alt venstreorienteret arbejde på alle kulturens felter er gået ud på at nedbryde skranker, og alt højreorienteret på at prise deres nødvendighed."
Hvis dette udsagn er sandt, har det venstreorienterede syn helt og aldeles sejret, hvilket ikke mindst viser sig i fremmedpolitikken. Et udtryk for denne enighed i alt væsentligt kom karakteristisk til udtryk, da den ledende fortaler for fremmedkursen, venstresocialisten Preben Wilhjelm, i 1982 modtog "PH-prisen". Troen på menneskets "gode" natur, som den kommer til udtryk i forargelsen over udtryk som "bekvemmelighedsflygtninge", idet man fæster lid til enhver asylansøgers glatte ansigt, fandt allerede udtryk i PH's bekendelse: "Jeg tror, der vil vokse en ny og bedre begrundet moral frem, som ikke bygger på skræk og håb, men på livsvilkårenes betydning. Mennesket er en plante, som vantrives i dårlig jord og blomstrer i god. Mød en kat med varme og venlighed, og den vil svare dig med varme og venlighed. Gi dine medmennesker lønnen først: tro på dem, vis dem tillid. Hvis de ikke fra anden side er spoleret af det gamle frygtkompleks, vil du få svar i samme ånd, som du taler." Den mest sikre vej til at spille nyttig idiot og opnå et hurtigt nationalt selvmord i den verden, som nu engang er.
Paradoksalt nok giver den herskende kulturradikalismes tro på det "gode" menneske sig omvendt udtryk i en usædvanlig hårdhed og kærlighedsløshed, når talen drejer sig om eget folk - et træk, der, som Ernst Nolte påpeger i "Der Faschismus in seiner Epoche" (1963), også karakteriserede Hitler. Nolte reviderer det sædvanlige billede af fascismen ved at lægge vægt på dens besynderlige uhistoriskhed - tværtimod at drage næring fra egen nations historie hentede den sine forbilleder alle mulige andre steder fra samt fra utopien. Trods alle traditionalistiske tilløb nærede fascismen et direkte fjendskab mod historien, idet denne virkede som utopi-forhindrende ballast.
Kulturradikalismen har imidlertid ikke kun frigjort sig fra historiske bindinger, men i modsætning til nazismen også fra "racen" - og fra alt andet forpligtende udenfor individet selv. Derfor bliver den moderne holdning til det nationale som Ernst Renans i hans tale "Hvad er en nation?" (1882), nemlig "en daglig folkeafstemning". Det nationale anses for noget, man kan iføre sig eller lægge til side fra dag til dag alt efter behov - og udlændinge kan "gøres til danskere" uden problemer. Det nationale ligger ganske rigtigt ikke i generne, men det forsvinder ikke uden videre, selv om det slumrer, og hvis det forsvinder, åbnes sluserne som ovenfor beskrevet på vid gab til isolation, normløshed, totalitarisme og kulturløshed.
Men også herimod skulle PH selvfølgelig opponere: "Det nationale eksisterer ikke i nogen kunstart - undtagen som dilettanteri", hævdede han, glemmende, at det nationale ikke er et specifikt program eller motiv, men simplethen det at skabe noget ind i den givne sammenhæng eller kontinuitet. At skabe noget helt løsrevet fra sammenhængen, udelukkende udtrykkende individets særlighed, er derimod den typiske misforståede reaktion mod traditionen og det nationale. Omvendt viser den misforståede opfattelse af det nationale sig, når kulturradikale eller moderne grundtvigianere vil udtrykke sympati for det. Så bliver det, som det fx. ses hos den tidligere nævnte Henning Eichberg, til dyrkelse af folkenes særegne skikke, håndværk og sportsformer, ikke til simpelthen den daglige eksistens, sikret af værnende grænser, der alene skaber et hjem.
Som Allan Bloom sammenfatter i sin bog "The Closing of the American Mind" om det moderne forfald: "Kreativitet og personlighed træder i stedet for andre ord som dyd, flid, fornuft og karakter, de spiller ind på vore bedømmelser af ting, og forsyner os med mål for vore uddannelser." De nye "kultur"-idealer er borgerens måde at undgå (små)borgerlighed på. Så Bloom må konkludere: "Mangel på kultur er nu kultur."
På grund af deres rent instrumental-fornuftsagtige opfattelse af det kulturelle anfægtes de moderne grundtvigianere ligesom de kulturradikale ikke af det multikulturelle. Enhver kan jo fortsat dyrke sin "nationale" kunst, sport eller anden skik, uanset tilstedeværelsen af voksende etniske grupper i landet!
Denne reducering af det nationale in absurdum har fået sin kraftige "videnskabelige", statsstøttede opblomstring fra midten i 1980'erne i den såkaldte nationalismeforskning, hvis hidtil mest iøjnefaldende akademiske frugt på dansk grund er 4-bindsværket "Dansk identitetshistorie". Om dette værk konkluderede dets redaktør, professor Ole Feldbæk, i Undervisningsministeriets tidsskrift "Uddannelse" nr.8-9, 1991:
"Fremstillingen af den danske identitets historiske udvikling har forhåbentlig kunnet bidrage til at vise, at det danske ikke er noget én gang for alle givet og endeligt afgrænset, men at det er et kompleks af tanker, følelser og aspirationer i stadig bevægelse, formet af den omskiftelige verden og den foranderlige dagligdag, vi lever i. Som den franske historiker Ernest Renan for godt hundrede år siden svarede på sit eget spørgsmål: hvad er det nationale? 'Det er en daglig folkeafstemning'. Eller sagt på en anden måde: Vi kan selv have hånden på rattet - og foden på bremsen."
Elementet af sandhed i denne erkendelse fører imidlertid også her til det førnævnte misbrug af Renans sætning, idet Feldbæk derefter hævder det som skolens opgave at "lære eleverne om 'de andre', og få dem til at forstå, at de har andre, men ligeværdige forudsætninger." Desuden at "forklare dobbeltheden i det nationale: 'os' og 'de andre', som den helhed, det faktisk er. At koble det nationale og det internationale." Derimod ikke fx. at lære den danske nationale sangskat, da Feldbæk "ikke kan forestille" sig, at "den vil være til megen hjælp. Dertil er dens verden for uigenkaldeligt 'gamle dage' for de unge."
Intet viser vel klarere "nationalismeforskningens" standpunkt end en sådan udmelding fra dens danske projektleder. Dens overordnede projekt er at bidrage til den totale skepticisme i "postmodernismens" epoke; en ny totalitarismes banebryder. Men alt i alt kun logisk, når dens mentalitet som vist har rod i 30'rnes marxistisk inspirerede kulturadikalisme, der altid har haft nedbrydelsen af nationale "fordomme" og oprettelsen af et homogent "verdenssamfund" som sit selvfølgelige mål. Som PH udtrykte det i 1950: "Bertrand Russell skrev i 1935, at han sympatiserer med kommunismens teoretiske mål, men ikke med dens metoder, mens han har lige lidt tilovers for nazismens mål og midler. Det gir præcist forskellen ved disse to bevægelser."
Som man vil se, har dog heller ikke den herskende danske kulturradikalisme i sin kamp for kommunismens mål holdt sig tilbage fra dens usympatiske metoder.
Mistænkeliggørelsen af den nationale holdning
Ikke blot som modtræk mod alt dette, men i selve sin essens bør den nationale holdning være lige så fuldt anti-kulturradikal som anti-fascistisk. I dag står vi i den samme frontstilling, som da Hitler udtalte, at det er indlysende, "at der i en tid, hvor verdens skæbne bliver bestemt af kæmpestater, stater med et areal på fra 11 til 17 millioner kvadratkilometers grundflade, hvor hundredemillioner menneskestater bestemmer verdens skæbne, ikke mere kan være tale om suverænitet for småstater."
Marxismen, nazismen og den i dag herskende ideologi - hvad man så end vil kalde den for - er rørende enige om de små nationalstaters forældethed. Herimod er det nu mere tiltrængt end nogensinde at hævde menneskenes grænser og folkenes ligeberettigelse. Hvad det sidste angår, hører man straks indvendingen: Tro dem ikke! Dette refræn i mistænkeliggørelsen af nationaltsindede motiver har hersket lige siden Edvard Brandes' tale mod forsvarstilhængerne for 100 år siden: "Når vore gejstlige modstandere kommer og forsikrer os, at de handler således for Guds skyld, så tro dem ikke, det er embedet de tænker på, og når de herrer militære komme og fortælle os, at det er fædrelandet det gælder, tro dem ikke, det er partiet, de bryder sig om."