Den usminkete sannhet
Kronik fra JyllandsPosten
Af Ole Hasselbalch, professor, jur. dr., Humlebæk
I stedet for åbenhed har der fæstnet sig en politisk korrekthed, som gør
det umuligt at komme til orde i indvandrer- flygtningedebatten i de
bestemmende kredse, hvis ikke man ifører sig sodfarvede briller, der
kun
tillader bevægelse under ledsagelse af førerhunde dresseret til at gå
uden
om de punkter, korrekthedens apostle finder uegnede til nærmere
studium,
skriver kronikøren
I begyndelsen af juli blev Bradford ramt af etniske uroligheder. Byen
havde
ellers brystet sig af en ''antiracisme''-politik, som det officielle
England mente virkede. Der var store personskader, og værdier i flere
hundrede millionerklassen gik tabt. Sammenstødene siges at være
startet af
National Front, der ifølge medierne går ind for ''hvidt overherredømme''.
Men sådan karakteriseres normalt alle, der modsætter sig, at Europa
skal
være bosætningsområde for den tredje verdens overskudsbefolkning.
At spændingerne næppe alene skyldes National Front og det par hundrede
pakistanske unge, der senere er tilskrevet hovedandelen i balladen,
fremgår
i øvrigt af, at Bradford f.eks. også var stedet, hvor det lokale
muslimske
samfund i 1989 afbrændte Salman Rushdies ''De sataniske Vers'' på
rådhuspladsen. Der er således alvorlige modsætninger mellem de
engelske og
de fremmede beboere.
For det uofficielle England kom eksplosionen ikke som nogen
overraskelse.
Den 13. oktober 1987 holdt en af byens skoleinspektører, Ray Honeyford,
foredrag i Danmark om, hvad han havde oplevet efter den massive vækst i
den
asiatiske befolkningsdel, og om hvad han på denne baggrund så tårne
sig op
i horisonten. Han gjorde sig ingen illusioner. Med direkte adresse til
den
danske regering sagde han derfor: »I må tage tal alvorligt, både
totale
antal og de årlige tal for tilstrømning.«
Naturligvis blev han ikke selv taget alvorligt. Intet steds i
dagspressen
blev foredraget refereret, så at alvoren kunne forstås. Flere steder
blev
han tværtimod svinet til. Ifølge B.T. var han således fortaler for
raceadskillelse i skolerne. Ekstra Bladet talte om »det glade
fremmedhad«.
Politiken mente, at foredraget var et »nationalistmøde«, og Aktuelt
at det
var arrangeret for at »beholde Danmark alene for danskere«. Ved
''antiracistiske moddemonstrationer'' og trusler søgtes han endog
forhindret i overhovedet at komme til orde, ligesom der rettedes hærværk
mod hans vært. (fhv. landsarkivar, dr. phil. Sune Dahlgaard på vegne
Den
Danske Forening og Komitéen mod Flygtningeloven).
De efterfølgende års begivenheder burde nok have bragt erkendelsen
videre i
det Danmark, der i 1987 endnu ikke havde nogen særlig praktisk erfaring
med
et ''multietnisk'' samfunds velsignelser. I hvert fald kunne man have
ventet, at det ville blive muligt at diskutere, hvad der foregår i
verden,
uden at blive mødt med den storm af vås og ond vilje, Honeyford
udsattes for.
Sådan er det imidlertid ikke gået. I stedet for åbenhed har der fæstnet
sig
en politisk korrekthed, som gør det umuligt at komme til orde i de
bestemmende kredse, hvis ikke man ifører sig sodfarvede briller, der
kun
tillader bevægelse under ledsagelse af førerhunde dresseret til at gå
uden
om de punkter, korrekthedens apostle finder uegnede til nærmere
studium.
Jyllands-Posten rummer et slående eksempel herpå netop samtidig med
balladen i Bradford. »Vi bliver et indvandrerland« hedder det således
hen
over forsiden 15/7 med belæg i en (ny) prognose fra Danmarks Statistik.
For
»om hundrede år vil hen ved hver tredje borger være indvandrer eller
efterkomme«, som det siges i artiklens manchet.
Uha, den var tæt på, tænker læseren, men drager dog et lettelsens
suk i
tillid til, at så er danskerne trods alt stadig i flertal til den tid.
Heri
tager han imidlertid fejl.
Artiklens forfatter er journalist Orla Borg, hvis seriøsitet er uden
for
diskussion. Alligevel tør Borg ikke tydeliggøre statistikken, så den
forstås efter sit indhold. I stedet lader han det budskab fæstne sig -
jævnfør også manchetten - at det kun er hver tredje borger, der om
hundrede
år hører til immigrantgruppen. Han lader endog en række lærde
kommentere
uimodsagt ud fra denne forudsætning - efter vanlig presseskik
naturligvis
valgt blandt dem, der er villige til at afstå fra at korrigere kildne
misforståelser, men hellere leverer lidt plidder pladder.
En historiker mumler således om, at indvandrerne skal »fordanskes« -
hvilket læserne åbenbart med denne kloge mand som belæg bør mene
lader sig
gøre, uagtet fordanskning dog netop synes at være lige netop, hvad
vore
gæster ønsker at undgå.
En dr. phil. konstaterer, at den »danske identitet« vil ændre sig -
lirumlarum og katten gjorde æg. Og den evigt uforanderlige og uforgængelige
Monet-professor Uffe Østergård mener, at det store spørgsmål er, om
der
fortsat vil være tydelige forskelle mellem de enkelte grupper i riget,
så
at danskerne bliver en »frugtsalat« i stedet for en »smeltedigel«.
Ak ja,
som om der var nogen tvivl. Tror professoren i ramme alvor, at det vil gå
anderledes her, end det er gået andre steder i verden under tilsvarende
omstændigheder, hvor en eksplosiv frugtsalat altid er blevet
resultatet?
Det budskab, der naturligt udlæses af artiklen, er, at immigrantgruppen
som
helhed om hundrede år kun når op på en tredjedel af
befolkningstallet.
Læserne vil jo nemlig gå ud fra, at statistikkens udtryk ''indvandrere
og
efterkommere'' dækker hele denne gruppe. Men sådan er det ikke.
Som det fremgår af artiklens begrebsdefinition, som læseren ikke forstår,
bruges udtrykket ''efterkommer'' således i statistikken i stedet for
ordet
''børn''. Derfor medtælles i den omtalte tredjedel kun ''nydanskere''
af
første og anden generation. Efterhånden som immigranterne og disses børn
får statsborgerskab og følges af børnebørn, oldebørn o.s.v.,
forsvinder de
altså ud af opgørelsen over fremmedgruppen, uanset langt de fleste af
dem
kan ventes at bevare deres fra vore helt afvigende vaner og kulturer og
dermed forblive fremmede.
Den opgørelse, JP stiller op med belæg i Danmarks Statistiks prognose,
viser med andre ord ikke mere om situationen om hundrede år, end en
optælling af de immigranter, der i dette øjeblik befinder sig i
Kastrup
Lufthavns ankomsthal, viser om immigrantgruppens øjeblikkelige størrelse
herhjemme.
Derfor diskuterer Orla Borgs sandhedsvidner ud i den blå luft. Og
medmindre
forsynet eller politikerne griber ind, så kan den situation, læserne
tror
vil opstå om hundrede år, let blive en realitet allerede i løbet af
15 til
20 år fra nu. Endvidere vil immigrantgrupperne have erobret
befolkningsflertallet inden for de næste 50 år.
Der er altså tale om negativ vildledning. For ordene, statistikerne har
valgt i deres undersøgelse, er ikke urigtige i forhold til det, der
beskrives. Ordene fører blot tanken et andet sted hen end til
realiteterne.
Hvordan kan det gå til, at en sådan tilstand af noninformation og
desinformation sætter rammen for den politiske debat på et vitalt område
i
et højt udviklet informationssamfund? Sidder der mon nogen, som med
petro-dollarsfinansieret markedsføring, lobby og reklame har lagt de
danske
beslutningstageres, journalisters og forskeres hjerner i jernbånd?
Eller
har den vestlige civilisation nået en fase af succes, hvor den ligesom
tidligere store kulturer er begyndt at ødelægge sig selv? Hvor den
enkelte
samfundsborgers behagelighed har nået sådanne højder, at for få er
villige
til at opofre sig for at værne samfundets overlevelse?
Bradford er ikke det eneste sted, hvor det er gået galt mellem
forskellige
etniske grupper. Tværtimod. Stort set hvert evige eneste sted på
jorden,
hvor indbyrdes stærkt afvigende kulturer er blevet bragt til at leve
klos
op og ned ad hinanden, er der kommet en ballade ud af det, som gradvis
er
vokset fra alene at omfatte grupper af brushoveder som i Bradford,
indtil
den ene konfliktpart har fortrængt den anden.
Dette har ikke mindst været tilfældet mellem muslimer og andre
religioner.
Vi ser det stort set hver dag på fjernsynet - Afrika, Balkan, Kaukasus,
Kashmir, Indonesien osv. osv. Tingene kaldes blot noget andet. Der er
ingen
grund til at tro, at det vil gå anderledes hos os.
Når man har været lidt omkring i verden uden for turismens gængse
stier og
beskyttede miljø, har man som regel opdaget denne sammenhæng. Man har
som
regel også konstateret, at det kulturelt homogene Danmark er en oase af
fred og ro, som andre sukker af misundelse over.
Der er ingen naturlov, der indebærer, at denne oase skal ødelægges på
grund
af ''internationaliseringen'' og ''globaliseringen''. Hvis den ødelægges,
er det fordi, vi selv har besluttet det, så vidt som at det jo altså
er os,
der bestemmer, hvor mange og hvilke fremmede vi vil tillade at slå sig
permanent ned her. Ingen internationale konventioner heller tvinger os
til
at nedbryde oasen. Lige så lidt tilsiger humanitære hensyn, at vi skal
afhjælpe følgerne af konflikter andetsteds ved at importere
konfliktstoffet
hertil. End mindre er der nogen nødvendighed herfor på grund af et
vigende
dansk befolkningstal, som i realiteten blot vil indebære en aflastning
af
natur og miljø. Heller ikke erhvervslivets arbejdskraftbehov begrunder
en
indvandringspolitik, som på sigt blot vil destabilisere produktionsmiljøet
- uanset at Dansk Industris Hans Skov Christensen med sit talent for
fleksibel moral hører indre stemmer, der pålægger ham at hævde det
modsatte.
Men hvis det skal undgås, at forholdene gradvis ulideliggøres for vore
efterkommere i stadig større geografiske områder, så at de efterhånden
fortrænges derfra, og at immigranter med en helt anden opfattelse med
hensyn til samfundets indretning om føje år sætter sig på den totale
magt,
må der siges fra nu.
De partier, der har siddet ved roret i de sidste 30 år, har imidlertid
fået
bragt situationen derhen, hvor tiden for finere violinmusik er
forpasset.
Verdens realiteter er benhårde og levner ingen overlevelsesmulighed for
folk, der er ude af stand til at træffe en beslutning. Især er der
ikke
mere tid til diskussion om en ''integration'', som aldrig er blevet til
og
aldrig kan blive til andet end ordmusik, luftsteg og vindfrikadeller.
Hvis et sammenbrud skal undgås, må der, som tingene stiller sig i dag,
sættes kontant stop for vanviddet forstået på den måde, at der
uanset
påskud ikke mere accepteres nye immigranter, som er ude af trit med de
danske værdier. Endvidere må de immigranter af denne støbning, som
allerede
er her, have at vide - medens det endnu kan ske under kultiverede former
-
at det er på tide at søge steder hen, hvor de er i bedre harmoni med
deres
omgivelser.
Naturligvis vil de gamle partier ikke kunne tage sig sammen til noget
sådant. Ikke en eneste af disse partiers ledere vil jo i deres levetid
mærke følgerne af deres letsindighed på eget skind. Hvorfor skulle de
sætte
en behagelig tilværelse over styr ved at umuliggøre sig i det
virkelighedsfjerne miljø på Christiansborg? Hvorfor skulle de gøre
sig selv
til hetz- og voldsofre ligesom Pia Kjærsgaard?
Så med mindre vælgerne i stemmeboksen med det aller første formår at
mande
sig op til at forstå, at medierne ikke leverer den usminkede sandhed,
og
til at flytte deres stemme i overensstemmelse med, hvad der faktisk
foregår
uden for deres vinduer, vil danskerne komme til at dø sovende i deres
senge.