De musikkskapte sjelstilstanders tid
Av Kjell H. Grønbeck, Shofar, Askim nr.3 /2000
I «den klassiske tid gennemsyrede musik en Grækers liv fra begyndelsen
til enden, ja, egentlig allerede fra før begyndelsen. For Grækerne var
overbeviste om at ikke blot spædbamet men også barnet i moders liv er
udsat for musikalske indtryk, og at disse er betydningsfulle» (C. Høeg:
Musik og digtning i byzantinsk kristendom, 5. 18).
Det er altså i denne sammenheng tale om en helt bevisst - ja,
gjennomreflektert - bruk av musikken, der man på basis av
overbevisningen om dens evne til å påvirke og forme menneskers
sjelstilstand og holdninger, anvendte den musikk som er et uttrykk for -
og dermed en formidler av - de dyder man ønsket at enkeltmennesker
skulle være preget av og samfunnet bygd på. En av konsekvensene var at
man også rettet oppmerksomheten mot det faktum at det fantes musikk som
ikke hadde denne positive og byggende innflytelse, men som derimot var
direkte nedbrytelig fordi den var uttrykk for uorden, lettsindighet og
hemningsløshet. Det gjaldt med andre ord å hindre denne musikken fra
å gjøre sin destruktive innflytelse gjeldende. «I nogle stater føltes
det som en naturlig statsplikt at holde musikken ren og forhindre indtrængen
af samfundsnedbrydende musiktendenser. I andre lande navnlig Athen - var
statsmagten mere tilbageholdende, men statsteoretikere, filosoffer,
videnskabsmænd af enhver sort -fysikere, matematikere, læger, pædagoger
-syslede med musikkens problemer. Samfundsteoretikere og filosoffer drøftede
hvorledes man bedst kunne bevare musik som samfundsbærende element».
(Ibid., s.23)
Til denne musiske dannelse var det selvfølgelig av avgjørende
betydning at den musikk som ble benyttet, var et uttrykk for og preget
av de dyder og den sjelstilstand som var dannelsens mål, for dermed ble
barnets sjel og sinn - som i denne perioden er særlig mottakelig for
formende inntrykk - fylt med og formet av det skjønne og det gode lenge
før barnet selv er i stand til å skille mellom godt og ondt, skjønt
og uskjønt. Slik ønsket man at barnet så tidlig som mulig skulle lære
å knytte sin kjærlighet til det skjønne og gode, samtidig som man ved
denne musiske dannelse la et grunnlag som all senere dannelse - som
fulgte etter hvert som barnet vokste og ble modnere - kunne bygge videre
på, og det altså et grunnlag som var avgjørende bestemt av de normer
og dyder som det var dannelsens mål å bibringe barnet. Man ville altså
- helt bevisst - på et så tidlig stadium som mulig prege barnets
sjels- og sinnstilstand med helt klart definerte dyder, med det mål for
øyet å legge grunnlaget for det gode liv for barnet, og samtidig gjøre
det til en framtidig god samfunnsborger.
Dyder, sjelstilstand og liv
11987 ga den amerikanske professor i politisk filosofi, Allan Bloom,
ut ei bok som vakte atskillig oppsikt, først i USA, men ganske raskt
også i andre land i den vestlige verden. Bokas tittel er «The Closing
of the American Mind» («Tillukkingen av amerikanernes sinn»), og den
retter seg i særlig grad mot forhold i det amerikanske samfunn, men svært
mye av det som skrives, gjelder i større og mindre grad hele den
vestlige kultur. Boka er blitt oversatt til dansk, og har fått den
treffende tittelen:
«Historien om Vestens intellektuelle forfald», og når vi i det følgende
skal se på noe av det Bloom tar for seg, kommer vi til å sitere fra
denne danske utgaven. I forordet til boka skriver Bloom: «Dette essay
er en meditation over vores sjælstilstand - særlig de unges, og over
deres uddannelse» (s.7).
Som vi har sett, er det innenfor gresk dannelsestenkning framhevet hvor
nær sammenheng det er mellom dyder, sjelstilstand og måten man lever
sitt liv på. Et menneske som er formet og preget av de rette og sanne
dyder, har en harmonisk og ordnet (= kosmos) sjelstilstand, noe som gir
seg utslag i et liv innrettet etter de greske idealer rettsindighet,
ordholdenhet, måtehold og besindighet, dvs. en apollinsk livsholdning.
Hos en som derimot ikke er i besittelse av disse dyder, vil
sjelstilstanden være preget av uorden og kaos (på linje med den
dionysiske livsholdning), noe som selvfølgelig også har klare negative
konsekvenser for dette menneskets livsførsel, og i neste omgang for det
sosiale fellesskapet og samfunnet.
[...]
Angrepene på den gamle europeiske høykultur
«Ethvert uddannelsessystem har et moralsk mål, som de prøver at nå,
og som præger dets læseplaner. Det vil skabe en bestemt mennesketype.
Denne hensigt er mere eller mindre åbenlys, mere eller mindre
velovervejet» (Bloom, s.13). I USA har det således tidligere vært
utdannelsessystemets mål å utdanne demokratiske mennesker gjennomsyret
av respekt for de grunnleggende, naturgitte menneskerettigheter, som den
amerikanske forfatning bygger på. «Den nye, åbne uddannelse har
afvist alt det. Den beskæftiger sig ikke med naturlige rettigheder
eller med vort styres historiske baggrund, som nu anses for stort set at
have været fejlagtig og bagstræberisk. Den er progressiv og
fremadskuende. Den kræver ikke grundlæggende enighed eller aflægning
af gamle eller nye overbevisninger til fordel for de naturlige. Den er
åben for alle slags mennesker, alle livsformer, alle ideologier. Der er
ingen anden fiende end ham, der ikke er åben over for alt. (...) Den
type liberalisme uden naturlige rettigheder som vi kender fra Stuart
Mill og John Dewey, lærte os, at den eneste fare vi skal undgå, er at
være lukkede over for det nye, for fremskridtet» (s. 14-16).
Det store flertall amerikanere utgjøres av det som gjerne kalles «hvite
angelsaksiske protestanter», og de gav med sin kultur og sine
tradisjoner - i praksis for en ikke uvesentlig del den gamle europeiske
høykultur - USA en dominerende kultur preget av deres «traditioner,
litteratur, smag, særlige kendskab til språget og dermed adgang til at
supervisere - samt af den protestantiske religion. Meget af det
intellektuelle maskineri i det 20. århundredes amerikanske politiske tænkning
og samfundsvidenskab gik ud på at foretage et angreb på dette flertal»
(s. 18). Her i USA ble altså den gamle europeiske høykultur med sine
dyder og verdier for alvor direkte konfrontert med flere andre kulturer
og verdier, for det særegne ved USA er jo nettopp at det innenfor
nasjonens grenser i tillegg til den dominerende kultur, eksisterte en
rekke minoritetskulturer. Med den framvoksende relativisme, er det ikke
mer enn naturlig at man begynte å stille spørsmålstegn ved den gamle
kulturs «strenge dyder» og «høye verdier».
«En af metoderne til at åbne de unge er et obligatorisk førstedelskursus
i ikke-vestlig kultur. Selv om mange af lærerne her er sande forskere,
der elsker det område, de studerer, har alle de tilfælde, jeg har
observeret af disse obligatoriske kurser - der har forrang for masser af
andet nødvendig stof, som for eksempel filosofi og religion, der ikke
er obligatorisk - haft en demagogisk intention. Studenterne skal
indprentes, at det er andre måder at tænke på, og at den vestlige
ikke nødvendigvis er bedst. Igjen er det ikke innholdet, der tæller,
men den lektie, man skal lære. Sådanne krav er en del af forsøget på
at skabe et verdensfællesskab og de mennesker, der skal befolke det -
mennesker uden fordomme» (s. 23).
«Seksuelle eventyrere som Margaret Mead og andre, der fandt Amerika for
småt, fortalte os, at vi blot skulle lære andre kulturer at kende og
respektere dem, de kunne også være nyttige for os. Vi kunne gøre som
de og løse op, frigøre os fra forestillingen om, at vores tabuer er
noget andet end sociale lænker. Vi kunne gå tur i kulturens bazar og
blive styrket i de tilbøjeligheder, der undertrykkes af puritansk
skyldfølelse. (...) - derude i den store verden findes blot en
ubestemmelig forskellighed, hvoraf vi kun kan lære, at verdier er
relative, mens vi kan skabe alle de livsstile, vi har lyst til» (s. 20
f.).
Akkurat som de greske sofister - under henvisning til at skikkene
varierer fra folk til folk, fra kultur til kultur - gikk til angrep på
og forkastet de gamle greske dyder, har moderne sofister brukt den samme
argumentasjon i sitt svært vellykkede angrep på og sin forkastelse av
den europeiske kulturs dyder og normer, og erstattet dem med
relativismen og en derav følgende åpenhet som kan svelge hva som
helst. «Det er vigtigt at understrege, at det, studenterne lærer i
deres studium, simpelt hen ikke er sandt. Historie og studiet af
kulturer lærer eller beviser ikke, at værdier eller kulturer er
relative. Tvært imod, det er en filosofisk forudsætning, som vi nu påfører
vores studium af dem. Forudsætningen er ubevist og forsvares dogmatisk
af politiske grunde. Historie og kultur tolkes i lyset heraf og påstås
så at bevise forudsætnigen. Men det faktum, at det har været
forskellige oppfattelser af godt og ondt forskellige tider og steder,
beviser på ingen måde, at det ene kan være like så godt som det
andet. At påstå det er lige så absurd som at hævde, at alle de
synspunkter, der kommer til udtryk ved et fællesmøde på universitetet
beviser, at der ikke findes nogen sandhed. Meningsforskelle burde få en
til at spørge sig selv om, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert
i stedet for helt at droppe det. Den naturlige reaktion er at søge at
opklare forskellene, at undersøge årsager og baggrund for hvert
synspunkt» (s. 26 f.).
Dette betyr ikke at Bloom mener at vi skal lukke oss til overfor alt som
er nytt, derimot er det dagens åpenhet, som har relativismen som
forutsetning, han forkaster. «Åbenhed var engang den dyd, der skulle
hjælpe os til at finde det gode ved fornuftens brug. Nu betyder det at
godtage alt og benægte fornuftens magt. Den uindskrænkede og tankeløse
leflen for åbenhed, uden erkendelse af det nedarvede politiske, sociale
eller kulturelle problem, der kommer af at betragte åbenhed som
naturens mål, har gjort åbenhed meningsløs. Kulturrealivisme ødelægger
både éns eget og godheden. (...) At benægte muligheden af at lære
godt og ondt at kende er at undertrykke sand åbenhed»(s. 26f). «Der
er to slags åbenhed, likegyldighedens åbenhed som promoveres med det
dobbelte formål at ydmyge vor intellektuelle stolthed og lade os være,
som vi nu engang er, så længe vi bare ikke vil være kloge - og så
den åbenhed, der opfordrer os til søgen efter viden og vished, og hvor
både historie og de forskellige kulturer giver strålende eksempler til
udforskning.. nutiden» (s. 28 f.).
[...]
En kultur på sotteseng
Etter å ha avsluttet innledningen, dvs. om vår tids ene dyd - åpenheten,
behandler Bloom i bokas første del studenten, og det vil altså i
praksis si den amerikanske studenten. Nå er det selvfølgelig slik at
det er en viss forskjell på amerikanske studenter og studentene i de
gamle kulturland i Europa. Ennå er det vel - forhåpentlig - slik at
studentene på denne siden av Atlanteren på en del områder har bevart
en viss kontakt med den gamle, europeiske tradisjon, selv om denne
kontakten - under trykket fra den overveldende amerikanske
underholdnings-kultur - nok er i ferd med å bli mer og mer svekket. I
USA har forbindelsen til den europeiske høykultur - av naturlige årsaker
aldri vært så sterk, og derfor har det vært en av Blooms store gleder
som universitetslærer å føre sine studenter inn i en nærmere
forbindelse med denne kultur, dvs. med europeisk litteratur, filosofi og
musikk, og han har opplevd at dette har fått avgjørende betydning for
studentene og beriket deres liv. Han forteller bl.a. at han alltid
introduserer de studenter han blir venner med, for Mozarts musikk. «Det
er en glæde for mig, som det altid er en glæde at give gaver, folk
bliver glade for» (s. 59).
Men et av de forhold som Bloom tydelig har merket hos sine studenter i
årene etter ungdomsopprørets tid (på slutten av 1960-tallet), er at
de i langt mindre grad enn tidligere har med seg noe av den europeiske
arv når de starter på sine studier, samtidig som mottakeligheten for
den europeiske kultur er betydelig svekket. Det er kommet inn noe som
har lukket sinnet på studentene for de verdier og normer som den
europeiske tradisjon bygger på, deres sjelstilstand er av en slik art
at de vanskelig lar seg engasjere av, ja, at de har mistet interessen
for det sanne, det gode og det skjønne, dvs. de dyder som er basis for
den europeiske kultur. De er blitt noe avleggs som ikke angår deres
liv. «Studentoprøret spildte hele den fantastiske energi og opmærksomhed,
jeg hadde fornemmet. Tilbage var udbrændte og slappe studenter, der måske
kunne lære at regne, men ikke at opnå nogen form for inspireret
erkendelse. (...) Nutidens mønsterstudenters viden er så meget mindre,
så afskåret fra traditionen og så intellektuelt slap, at tidligere
tiders studenter fremstår som kulturelle vidunderbørn ved siden af.
Muldlaget bliver stadig tyndere, og jeg tvivler på, at den kan blive
ved med at bære den stigende tilvækst» (s. 39).
Og grunnen til denne utviklingen er ifølge Bloom, vår tids ene dyd, åpenheten,
som har tidens kulturrelativisme som forutsetning. Denne åpenhet førte
til forakt for og forkastelse av de fundamenter det amerikanske samfunn
var bygd på. «Sådan lykkedes det for den amerikanske åbenhed at
uddrive de lokale guder og efterlade et tavst, betydningsløst landskab.(...)
Studenterne kommer nu til universiteterne fulde av lede og kynisme over
vores politiske arv. (...) Dette fremadskridende tab af de gamle
politiske og religiøse ideer hos de unge er skyld i forskellen på de
studenter, jeg mødte i begyndelsen af min karriere og dem, jeg møder
nu. Tabet af bøgerne har gjort dem mer indskrænkede og flade. Indskrænkede
fordi de savner det allervigtigste: En reel basis for deres misfornøjelse
med nutiden og en bevidsthed om, hvad alternativene er. De er på samme
tid udmærket tilfredse med forholdene, som de nu er, og har også
opgivet håbet om at det nogensinde kan blive anderledes. Længselen
efter noget andet og mere er blevet udvandet. De gamle modeller for
beundring og foragt er blegnet. Studenterne er også blevet fladere, for
uden fortolkning af tingene, uden poesi eller fantasi bliver deres indre
blot som spejle, ikke af naturen, men af det, de omgiver sig med. (...)
Det er ikke kun traditionen, der går tabt, når stemmen fra en
civilisation, der er blevet udviklet over tusinder af år, plutselig
tier. Det er selve eksistensen, der forsvinder bag den opløste horisont»
(s. 45 ff).
De musikkskapte sjelstilstanders tid
«Men om studenten ikke leser bøker, lytter han til gjengjeld av
hele sitt hjerte til musikk. Intet er mer typisk for denne generasjon en
dens trang til musikk. Dette er musikkens og de musikkskapte
sjelstilstanders tidsalder» (Bloom, engelsk utg. s.68, oversatt av
undertegnede). At Bloom har rett når det gjelder musikkens betydning, bør
framgå av en landsomfattende undersøkelse som ble foretatt blant tenåringer
i USA i 1986. «Temaet var følgende: Hva betyr mest i ditt liv som tenåring?'
- Tenåringene kunne velge blant 54 forskjellige svarmuligheter. Dette
var resultatet, fra best til verst:
nr. 1: musikk; nr. 31: mor; nr. 48: far; nr. 54:
lærer og skole» (Bjørkvold, Det musiske menneske, s.268). Det er
selvfølgelig mye å si om resultatet av en slik undersøkelse, men den
forteller oss i alle fall én ting meget overbevisende, nemlig at
musikken er særdeles viktig for dagens unge. Det er derfor mye som
taler for at det er korrekt som enkelte hevder, at vi må helt tilbake
til den klassiske tid i det gamle Hellas, da musikken «gennemsyrede
(...)en Grækers liv fra begyndelsen til enden» (jfr ovenfor), for å
finne en tid da musikken hadde en tilsvarende plass og betydning som i
dag. - «Musikkens magt over sindet (...) er vendt tilbage efter lang
tid i eksil. Og det er alene rockmusikken, der har fået chancen denne
gang» (Bloom, s.59).
[..]
.. «Klassisk musik er blevet til noget helt specielt, ligesom græsk
sprog eller præcolumbiansk arkæologi, ikke et fælles kulturgode og et
psykologisk stenogram. (...) Rock er lige så selvfølgelig og
problemfri som den luft, studenterne indånder, og meget få har nogen
som helst fornemmelse af, hvad klassisk musik er» (s. 59).
[..]«Rockmusikken består af sådanne dionysiske udladrimger. Jeg
antyder ikke, at den har intellektuelle kilder. Men sin rolle som
musikalsk opdrager af ungdommen har den hentet fra den klassiske musiks
aske. Og den overlever i en atmosfære uden intellektuelle indvendinger
over for dens betoning af det rå og kropslige. Moderne rasjonalister,
som for eksempel økonomer, gider slett ikke beskæftige sig med fænomenet.
Irrationalister går alle ind for rockmusik. (...) Men rockmusikken har
kun ét budskab,én barbarisk seksuel appel. Det handler verken om eros
eller kærlighed, men simpelt hen om ren, rå sex.
De unge genkender rockens rytme som samlejets. (...) I samarbejde med både
god og dårlig kunst udvikler en enorm industri de unges smag for den
orgiastiske tilstand, der hænger sammen med sex, og tilbyder uendelig mængder
af fast food til de hungrende. - I forening med den ophidsende og
rensende musik handler teksterne om ungdomsforelskelser og mangeartede
forbindelser, som de forsvarer mod traditionalistisk forargelse og
latterliggørelse. Ordene beskriver direkte og indirekte fysiske
handlinger der tilfredsstiller det permanente begær, og betragter disse
handlinger som det naturligste og bedste for børn, der endnu ikke har
noget forhold til verken kærlighed, ægteskab eller familie. Det virker
langt stærkere end pornografi, for hvorfor skulle man dog interessere
sig for billeder af noget, man lige så godt kan gøre selv. (...) Her
har vi de store lyriske temaer: Sex, had og en vammel udgave af nestekærlighed.
En sådan lyrikforurening trives bedst i mudrede vande, hvor kun uhyrer
er i stand til at svømme. (...) Intet ædelt, intet sublimt eller
dybsindigt kan trives i disse omgivelser. Her er kun plads til det
intense, nye, grove og tidstypiske. (...) Forestill dem en trettenårig
dreng, der sidder hjemme i dagligstuen og laver matematikopgaver, mens
han samtidig hører walkman eller ser musikvideo. Han kan nyde den
frihed, som filosofiske genier og politiske helte har været hundreder
af år om at skabe, og som har kostet martyrblod. Verdens mest
produktive økonomiske system har skaffet ham velstand og luksus,
videnskaben har snøret naturen for at tilvejebringe den elektroniske
lyd, han kan høre og de billeder, han kan se på skærmen. Hvad bliver
alle de skønne kræfter brugt på? En pubertetsknægt, hvis krop rokker
frem og tilbage i orgiastiske rytmer, hvis følelsesliv er præget af
hymner til onaniens glæder og mord på forældrene, og hvis højeste
ambition er at blive lige så berømt som den transvestit, der står og
skråler på skærmen.
Det er både forbløffende og uacceptabelt. Alligevel bliver det knap
nok bemærket, man har vænnet sig til det. Men det er helt ude af
historiske proportioner, at et samfunds bedste ungdom og bedste energi
bruges på denne måde. Fremtidige civilisationer vil finde det lige så
uforståeligt, som vi finder kastesystemet, heksebrændinger, haremer,
kannibalisme og gladiatorkampe. Men et samfunds galskab er nok sjældent
synligt for samfundet selv» ( s.63 fl).
Jfr: Sensuell
og steril kultur
Mellom
natur og kultur
Motsetnaden
mellom seksuell frigjering og kulturell kreativitet