Samfunn i oppløsning

Klipp fra Eduardo Fahrah: Økologisk ideologi 1. Opgang og nedgang for menneskelige samfund som en økologisk proces. Stavnsager/ØKOS; Århus 1987.

Opløsningsstadiet 
Danmark er eksemplet på samfund i tilbagegang og opløsning. Mener man kommer udefra og betragter dette land kan det virke fuldstrendig urimeligt, at det er på selvødelæggelsen vej, eftersom alting ser så fantastisk godt ud. Det er imidlertid ikke en sådan vurdering, der er bestemmende for, om et folk må erkende sig som inde i opløsningen.

Da jeg så Danmark første gang, betog det mig meget, fordi danskerne har så meget vidundeligt, som man kunne ønske sig for den mindre udviklede del af verden. Noget af det, som i en sammenligning med denne imponerede mig, var den økonomiske lighed, som stort set har gjort landet til en stor middelklasse. Der er ingen egentlig klasseforskel; men nok forskellig måde at anvende sine penge på (En køber et hus, en anden køber en motorcykel, hvor andre igen vælger at spise og/eller drikke og ryge deres penge op o.s.v.) Forskellene viser sig i måden, man lever på.

En del danskere vil sikkert mene mangt og meget om forskellen mellem rig og fattig i deres land. Det kan imidlertid kun skyldes, at de ignorerer - eller ikke har den fjerneste ide om - , hvordan virkeligheden er i andre dele af verden. Dér er ufattelig rigdom og ufattelig fattigdom, som er aldeles forskellig fra udsvingene i Danmark. For at give et billede af dette kan det oplyses, at en direktør på en fabrik af middelstørrelse i Danmark vil tjene ca. dobbelt så meget - efter skat - som en af fabrikkens arbejdere, når man for begge medregner gratis lægehjelp, uddannelse m.m. Til sammenligning vil forholdet mellem en tilsvarende direktørløn og arbejder1øn i den mindre udviklede del af verden være 10- 20 gange større. Og hvis man ser på fabriksejernes indtregter efter skat, kan forholdet vise sig at være 100, 1.000 eller endog 10.000 gange større. På en sådan baggrund har jeg lidt svært ved at tage beklagelser i den retning helt alvorligt.

Et andet forhold, som forekommer beundringsvrerdigt, er, at samfundet udviser en litrolig ringe voldsanvendelse og kriminalitet. Det forekommer ejendommeligt or en udlending at høre danskere klage sig over de mange mord, når det faktisk kun andrager 1,5 pr. 100.000 indbyggere, hvor det i USA andrager 11- og i genemsnit i de mindre udviklede lande som f.eks. Mexico 20- 30.

Midt i alt dette tilsyneladende perfekte ruller modsretningerne og selvmodsigelserne så småt som en lavine hen over landet - og viI få hele denne smukke konstruktion til at styrte sammen. Den konstruktion, som den sidste generation har bygget på med hårdt arbejde, drøm og forestillingsevne.

Økonomien har de sidste 15 år været undergivet en gradvis forandring som fø1ge af, at danskerne begyndte at forbruge mere, end de selv producerede. En sådan levemåde er som bekendt kun mulig, fordi man slog ind på låntagningens farefulde vej. Dette valgte man istedet for alternativerne, som enten er at afpasse indkomst og udgift med hinanden - eller at arbejde sig ud af et sådant misforhold. Folkeviljen og en fortsat række demagogiske ledere (venstreorienterede og frisindede liberale) kunne sammen med dele af højref1øjen langsomt med sikkert udhule en økonomi, som forud for denne ændring var baseret på selvskabt velstand.

Denne nye, udhulende velfærd blev skabt under drekke af slagord som social retfærdighed og velfrerd for alle. Jeg bruger bevidst udtrykket »under drekke af«, fordi det, der startede som en smuk drøm, udartede i et endeløst misbrug. Det er fra enhver synsvinkel bedrag, når politikerne søger at trække mere ud at systemet, end der er i det. Og på det personlige plan, at hver enkelt søger at få så mange gratis ydelser, som muligt.

En sådan levemåde må nødvendigvis medføre en kraftig reduktion i skaberevne og skaberkraft. Den arbejdsløse borger går for let hen og bliver en dvask modtager, som uden ende beklager sig over sit liv, fordi det er meningsløst og uengagerende.

Dette velfærdssystem har medført et enormt bureaukrati, som hele tiden skaber mere bureaukrati med en indbygget, indforstået støtte til den politisk valgte gruppe demagoger. (Demagogi er stadig lig med forskellen mellem det, man reelt har at tilbyde, og hvad man rent faktisk tilbyder. I dette tilfrelde det gratis overforbrug.)

Skattebyrden har nået et overvældende omfang. Den må imidlertid alligevel til stadighed forøges, fordi statens indtregter er for små, når man skal kunne blive ved med at give og give.

Fødselsraten er faldet voldsomt, og landet er på vej til at blive en nation af gamle. Dette afbødes dog i nogen grad af indvandrerskaren.

Man vælger således at ødelægge den økonomiske fremtid ved at bruge af en velstand, som man endnu ikke har skabt; og når befolkningstallet daler voldsomt samtidig med, at befolkningen kan komme til at se sig selv fortrængt af fremmede folkeslag, så kan det forudses, at et sammenbrud nødvendigvis må finde sted før eller senere.

Kunsten afspejler på dette stadium virkeligheden. Den kaldes som en samIende betegnelse »moderne kunst«, hvilket i virkeligheden er udtryk for en ikke integreret kunst. BilleddanneIsen i maleri og skulpturel aktivitet er absolut subjektiv. Man kalder det frihed i udtryksformen, hvor det egentlig blot har sin dybere årsag i det tiltagende kaos, som kunstneren intuitivt fornemmer under opsejling. Litteratur og poesi afspejler træthed og pessimisme. Kunstnere, som føler en stigende irritation over den tiltagende kunstneriske sterilitet, begynder at lede efter andre realiteter og anden inspiration i den såkaldt primitive eller uudviklede verden.

Den traditionelle religion er også blevet bureaukratisk. Kirken er en art statskike, som kaldes Folkekirken. Man kan dog spørge, hvor det folkelige element er henne, når kun omkring 1 pst af folket slutter op omkring den hver søndag tilbagevendende gudstjeneste. Tidligere - mens man endu befant sig i vækststadiet - var man meget mere aktivt religiøse.


Et samfund med en høj levestandart vil - også selvom den baserer sin eksistens på udnyttelsen af andre økosystemer - være attraktiv for mennesker fra fattige lande. Derfor vil de med alle midler søge at vinde fodfæste, hvis der er den mindste mulighed for det.

Der er nogle menings1øse paradokser omkring den nedgang i fødselstallet, som ses i Danmark. Hvert år dræbes der på danske hospitaler 20.000 ufødte børn af »indfødte« mødre. Samtidig »indføres« der for tårnhøje priser 400- 800 børn som adopterede samt 10.000 - hovedsagelig unge mænd - fra andre samfund til landet.Hertil kommer yderligere omkring 3.000 fra andre europreiske lande som legale immigranter - samt et i sagens natur uspecificeret antal illegalt ankomne. Disse sidste kommer formelt som turister; men de er egentlig led i en kædeimmigration.

Denne selvdestruktive tendens virker i øvrigt som dele af tilsyneladende helt naturlige, hverdagsagtige foreteelser. En af de grundlæggende er, at familien - forstået som en mor, en far og flere børn - bliver ødelagt. Der bliver virkelig udfoldet store anstrengelser for at få nedbrudt familiens enhed.
[..]

Mange smukke, danske piger - såvel som naturligvis fra de øvrige skandinaviske lande - har fået job inden for modelbranchen; og endnu flere har forsøgt at få det. Det skyldes, at på opløsningsstadiet får udseendet en stadigt større betydning, fordi sex udøves med henblik på glæde og fornøjelse - og ikke primært med henblik på kærlighed og farniliedannelse. Det danske samfund understøtter helt åbenlyst sine kvinders sexudstråling og seksualitet i alle mulige fræmtrædelsesformer (aviser , magasiner, biografer og inden for de »lettere« genrer). Det kan endvidere være økonomisk særdeles godt at være model, så derfor søger mange unge piger - enten inden for Iandet eller uden for det - at sælge deres udseende. Og så kan man senere finde dem - på nær nogle ganske få succesfulde - med bristede illusioner, henvist til varierende former for prostitution i forholdvis store antal.

Enhver almindeligt eller godt udseende, lys pige vil vide, at i enhver by, hvor der er unge mænd af ikke-nordeuropæisk oprindelse, vi! de blive tiltalt igen og igen; og hvordan skulle det kunne være anderledes, når byer som Amsterdam, Berlin, København, Paris, London, Hamburg og mange andre byer i Nordeuropa tilsyneladende har som deres hovedattraktion salget af deres egne døtre (og i mindre omfang sønner) i kød og blod, i pornografi eller i øvrigt fuldstændig, Som man måtte ønske dem. Dette fænomen er mere almindeligt, end de fleste opfatter - eller blot forestiller sig.

Promiskuitet (seksuel løsagtighed) blandt de unge bliver en måde at leve på.
Denne støttes og accepteres af samfundet; men på denne måde vanskeliggøres jo netop etableringen af de unge som »mand og hustru« med vished om den andens trofasthed. - Det søde liv, som et stort antal af de unge har, uden virkelige udfor- dringer og forpligtelser, får dem til at opføre sig som voksne børn. De når ikke
frem til ansvarlig, voksen modenhed; og derfor får de heIler ikke den nødvendige balance til at slå sig til ro omkring et familieliv med tilhørende børn. De fortsretter så med at leve, som om alting kun er en leg.

De gamle bliver stuvet af vejen enten ideres egne, private boliger eIler i offentlige hjem med varierende grader af pasning og pleje. De gamle kan dermed ikke gå ind i nogen form for medhjælpende pasning af børnebørnene.


Faldet i fødselstal
Faldet i fødselstaIlet er imidlertid ikke et lokalt, dansk fænomen. Det er udbredt praksis i de vestlige, demokratiske lande og i de mest udviklede af de autoritære. Omkring 1900 stod de vestlige lande med omkring 40% af verdens sam1ede befolkning. Heroverfor står de med 14% i dag og sandsynligvis med kun 8% om en generations tid. Sammensætningen af den internationale befolkning viI altså ændres drastisk

I USA var den hvide befolkningsdel på ca. 94% i år 1900. I dag er 40% af aIle nyfødte i dette land af enten sort, orientalsk eIler latinamerikansk afstamning; og ved slutningen på dette århundrede - altså om mindre end 15 år - vil sidstnævnte befolkningsdel kunne mønstre mere end 50% af alle nyfødte.

Noget tilsvarende i USSR. I 1900 var den slaviske befolkningsdel omkring 85%. I dag får den islamske del af befolkningen 35% af samtlige nyfødte - og viI formodentlig føde flertaIlet i 1øbet af 20- 25 år .

I Frankrig, England, Tyskland, HoIland og Belgien viI den islamske befolkningsdel inden for de næste 30- 35 år kunne præstere mindst halvdelen af nyfødte, hvis immigrationen fortsætter med de nu kendte talstørrelser. I Sverige og Danmark viI en tilsvarende udviklng fin de sted; blot viI den immigrerende befolkningsdel være fordelt på flere etniske grupperinger.

For at kunne forstå de forandringer, som verden er ved at gennemløbe, er det i denne sammenhæng nødvendigt at se lidt mere på tal.I 1880 blev omtrent hvert andet barn født i den nu udv. del af verden (Europa, Rusland, USA, Canada og Japan). I dag fødes der for hvert barn i denne del af verden hele 8 i den mi. udv. del; og om 15 år - altså omkring årtusindskiftet - viI tallet være steget til 14.


En historisk parallell
Et fald i fødselstallene er ingenlunde nyt i historien. Eksempelvis er det tidligere sket i de græske og romerske imperier. På den ene side dalede antallet af indfødte henholdsvis grækere og romere; og på den anden side ankom i store tal andre folkeslag - enten som frie mænd med en selvfø1gelig ret til at slå sig ned i moderstaten, som slaver eller som politiske flygtninge/krigsflygtninge. Disse udefra kommende blev efterhånden flertallet; og disse to nationer blev veritable babelstårne af normer, religioner, kulturer og sprog. Op1øsningen og faldet af to magtfulde stater tog det mere end 1.000 år at genrejse fra natsort mørke.

I det tidlige, romerske imperium var romere og italienere klart flertallet i hæren og blandt det arbejdende folk i Italien. I 1øbet af det 3. århundrede e.Kr. blev landet lagt øde, fordi folket forlod landbruget og drog mod byerne, som imidlertid allerede var overbefolkede med udlændinge.

Hæren blev en realitet af mindre betydning, fordi den hovedsagelig bestod af udlændinge. Man kan så læse om den germanske invasion, at denne bestod af et eller andet sted mellem 50.000 og 80.000 mennesker incl. kvinder og børn. Af dette antal har vel omkring 20 % været krigere, hvilket i tal vil sige omkring 10.-16.000 mand. Der er her tale om den samlede hær af gother, vicegother og vandaler . Denne håndfuld hær var istand til at gøre det, som ingen nok så stor hær havde
kunnet gøre i århundreder. Man kan f.eks. genkalde sig, hvordan man under de puniske krige eller borgerkrige 3- 4 århundreder før var istand til at mobilisere hære på 200.000 mand, som endda kunne nedkæmpes og alligevel genskabes ret hurtigt.

Så fornemmes forfaldet tydeligt. Den romerske befolkningsdel var dalet så voldsomt, at den nærmede sig den totale udslettelse i sit eget land. Og da romerne tilbød statsborgerskab til hele befolkningen var det for sent; for rent faktisk var det i forvejen disse fremmede legionærer og generaler, der havde holdt liv i Rom i mere end 200 år .

"Højtryk" og "lavtryk"
I ethvert samfund på vækststadiet viI befolkningstallet vokse kraftigt. Normalt viI tilvæksten benytte sig af de landområder eller overlevelsesmuligheder, som enten er umiddelbart ledige - eller har en for lav udnyttelsesgrad. Til sidst viI der imidlertid fremkomme lokale befolkningsoverskud i nogle egne - eller i nationen som helhed. Dette viI søge at finde livsgrundlag ved emigration, hvis der kan konstateres - eller håbes på - uudnyttede muligheder i nabosamfundene. Der viI opstå bIæst fra højtrykket mod lavtrykket.

Vesteuropa er i dag et sådant »lavtryk«, idet befolkningen generelt set lever i økosystemer, som mange steder er ødelagt. Nogle er endog så ødelagt, at de er kommet på den anden side af muligheden for at kunne regenerere sig. Men som fø1ge af en særdeles udbygget handelsaktivitet og den tekniske udvikling kan de fastholde en meget høj levestandart ved at udnytte økosystemer, som ligger langt væk. Disse fjerne handelspartnere sørger for de nødvendige leverancer af energi og råmaterialer, således at livsformen med overforbrug kan fortsrette.

Vesteuropas befolkningstal er for nærværende ikke blot stagneret, men direkte i nedgang. I 1880 var tilvæksten på 3,5%. I 1930 var den omkring 1,8 % og idag er den kun på 1,2 %. Europarådet har ladet udarbejde en rapport om befolkningsud- viklingen i Europa. I denne fastslås det, at det vesteuropreiske befolkningstal ved uændret fødselshyppighed viI falde til ca. det halve i 1øbet af de kommende 100 år . Samtidig viI naturligvis en stigende andel af indbyggerne blive ældre mennesker .

Europa har som naboer mod syd og sydøst en række islamske nationer, som har en hurtigt voksende population. I disse lande er det ikke længere muligt at skaffe arbejde til alle, - og det arbejde, som tilbydes, har ofte kun et eksistensminimum til følge. Hvis der var tale om magtfulde nationer, kunne de »eksportere« en del af befolkningen som soldater eller erobrere. Men da de ikke er magtfulde, har de intet andet valg haft end at forsøge at optage sine enorme befolkningsoverskud indenlands, indtil en eller anden 1øsning måtte vise sig. Denne 1øsning har jo ofte gennem historien vist sig at være emigration. Og nu som før; - historien gentager sig.

I disse lande andrager den befolkningsdel, der er under 14 år, næsten 48%, hvor den i Vesteuropa kun er 17%. Samtidig andrager andelen af mennesker på over 60 år 4% i de islamske lande, hvor den i Europa er på 18%. Her kommer så paradokset. Vesteuropa har en befolkning, der er begyndt at gå tilbage i antal, - og som i gennemsnit er meget ældre end deres islamske naboer. Der er irnidlertid den ganske afgørende forskel, at Vesteuropa har en fantastisk infrastruktur i form af veje, huse, drikkevand, kloaksystemer m.m. samt en af de største koncentrationer af avanceret industri med den tilhørende teknologi og serviceydelse. Hertil kommer , at man har et enormt effektivt landbrug, som år efter år er istand til at skabe store overskud. - Men ganske tæt på dem - nemlig syd for Middelhavet og ned mod øst er der 800 mio. medlemmer af islam, af hvilke måske kun 10 % har den levestandard, som er en selvfølgelighed for størsteparten af Vesteuropas befolkning.

Problemet bliver herefter følgende: Kan Europa fortsat gå tilbage i befolkningstal, hvorved der opstår et befolkningsmressigt »lavtryk«, uden at det te viI blive fyldt ud af de »højtryk«, som opstår i naboregionerne'?


Ubalanse
Omkring 1900 blev der for hvert barn født i Europa tilsvarende født et barn i de islamske lande. I dag er forholdet omkring 1 til 8. Eksempelvis kan Tyrkiet og Egypten tilsammen alene holde trit med antallet af fødte børn i Vesteuropa. Og denne forskel viI til stadighed blive større.

I slutningen af 50-erne kom den første immigrationsbølge fra Nordafrika, Tyrkiet og Pakistan til Europa. Der var som følge af den økonomiske vækst i Europa ledige muligheder i form af jobs; og op til begyndelsen af 70- erne var der hårdt brug for disse» fremmedarbejdere«, som de samIende blev kaldt. Efterhånden satte den økonomiske krise ind som følge af den økologiske ubalance, - de forhøjede energipriser - og en selvmorderisk økonomi foranlediget af venstreorienterede og friliberale regeringer. Så var der pludselig ikke længere behov for flere fremmedarbejdere. Der var allerede for mange arbejdsløse.

Man kunne så forestilIe sig, at dermed ville denne immigration standse. Det gjorde den imidlertid slet ikke. Den har stort set fastholdt den samme størrelsesorden. Godt nok kommer de fremmede ikke længere som gæstearbejdere. I dag sker det som kædeimmigration, hvilket vil sige, at familie og venner kommer legalt eller illegalt for at »besøge« deres egne. De bliver herefter i de respektive lande. De kan også komme ind under betegnelsen politiske flygtninge. Hvorom alting imidlertid er, så fortsætter immigrationen.


Hvorfor i alverden skulle sådanne samfunds mennesker, der er blevet etablerede i Vesteuropa, føle nogen tilskyndelse til at rejse tilbage til deres udgangspunkt - selv med 100.000 kr. på lommen. De har jo en viden om, at de i løbet at mindre end et år - ved at blive - viI kunne opnå det samme beløb som følge af alle de goder , velfærdssystemet tilbyder dem - selv som arbejdsløse. - Nej, i stedet for at rejse hjem, skriver de til familie og venner og opfordrer dem til at komme, idet de fortæller dem om alle fordelene ved at leve i Vesteuropa.

Jeg har selv set, talt med og arbejdet sammen med mange af mine landsmænd (mexikanere) i USA, hvor de tager det hårde arbejde på gårdene, i fabrikkerne og inden for servicevirksomhed. Jeg har aldrig hørt andet, end at de er meget stolte af at arbejde der og at tjene penge. Godt nok taler de om deres hjemland, familie og landsby med glæde og et strenk af vemod; men gIæden bliver til vrede, når snakken kommer ind på, hvordan lokale politikere eller de økonomisk magtfulde har ødelagt og udnyttet dem og deres ligestillede.

For ikke længe siden gav en tysk forfatter sig ud for at være tyrkisk arbejder , hvorefter han skrev en bog om, hvor slemt tyskerne behandlede fremmedarbejderne; og om hvordan han selv ikke fik den betaling, han havde krav på, - hvordan de gjorde grin med ham og i enhver henseende udnyttede ham. Mere end 1 mio. bøger blev solgt; og tyskerne fandt ved at læse denne bog en ny årsag til at føle skyld. Tendensen i denne beskrivelse er utvivltsomt rigtig; men hvad tyskerne
imidlertid ikke ved, er, at de fleste af disse arbejdere ikke bare er i almindelighed tilfredse, - men at de da ikke i deres vildeste fantasi kunne drømme om at bytte disse slemme tyskere bort for deres hjemlands arbejdsgivere og elite.

De fleste islamske immigranter i Vesteuropa var hovedsagelig fattige landsbyboere, som i sammenligning med deres fortid viI komme til at opfatte sig selv som økonomisk godt stillede - bl.a. takket være velfærdssystemet. De er - og viI fortsat være - bunden af den sociale rangstige, hvad indkomst angår. Deres kultur er endvidere komplet forskellig fra omgivelsernes. Det er imidlertid disse mennesker, der som følge af deres høje fødselsrate - sammen med en konstant immigration - viI komme til at danne grundlaget for den senere kamp om overtaget og magten i deres nye fædrelande. Også fordi de hele tiden viI føle sig under pres, viI der være en slags konstant »borgerkrig« at udkrempe omkring klasseforskelIe, kulturelle eller religiøse forskelIe.

Der er imidlertid også en anden slags immigranter, som godt nok er få, men som uden konflikter ville kunne inkorporeres i de vestlige civilisationer, hvis de blandede sig op i dem kulturelt og fysisk. Det er de religiøse minoriteter, der flygter fra den voksende islamske fanatisme. Det drejer sig om kristne og Bahaj- tilhængere fra Libanon, Egypten, Iran og Irak, men også moderate islamske familier, som har en god uddannelse og en rimelig økonomisk baggrund. De viI føle deres situation for indsnrevret under et islamsk præstevrelde.


Islamisering
Islam startede sin udbredelse i det 8. århundrede i det, som vi idag kalder Saudi Arabien. Og med dette som udgangspunkt begyndte grundlæggeren ved hjelp af ord og sværd at udbrede islam til alle ikke-troende. En enestående række af successer viser erobringen af verden mellern Atlanterhavet og Indien. Før erobringen af Nordafrika og det nære Østen og til Iran var disse egne hovedsagelig kristne; men i løbet af 2- 300 år blev de muslimer. En væsentlig grund hertil er, at islam kun nødigt tolererer andre religioner ved siden af sig. En anden grund var, at ikke-muslimer i de erobrede ornråde blev overbeskattet, - og at de havde meget få muligheder til at gøre sig gældende inden for hæren og administrationene; og endelig blev deres kvinder bortsolgt eller blot røvet væk, eftersom dette var helt acceptabelt under hellig krig, Jihad.

Den vestlige og østlige kulturform har vært adskilt fra hinanden i en permanent konflikt, siden de første gang kom i konfrontasjon. Forskjelene mellem dem blev uddybed, efterhånden som hver af dem udvikler sig til successfulde kulturer. Egypterne, sumenerne, babylonerne og andre skriver om deres kampe mod hittitterne, mitannitterne og hurrianerne. Grækerne var de første i vesten, der skrev om deres lange, bitre stridighederne med perserne. Så fulgte romerne mod partherne; byzantinerne imod partherne, araberne og tyrkerne; spanierne mod moorerne; italienerne mod saracenerne og tyrkerne; og slaverne med hunnerne, avarerne, mongolerne, tatarerne, tyrkerne, kazakstanerne og uzbekerne, der i næsten 2000 år havde kontroIlen over det vestlige Centralasien.

Det byzantinske imperium, som omfattede det europæiske Tyrkiet, Balkanlandene og dele af Rusland, var hovedsagelig beboet af vestligt orienterede mennesker som grækere, armenere og slaver. Siden dets fødsel i det 5. århundrede måtte det kæmpe en 1.000 år år lang krig, som først endte med nederlaget og Byzantins fald i 1452. Her blev den kristne befolkningsdel eften »gjort« islamsk eller udslettet. Denne islamisering nåede sin fuldendelse imellem 1915 og 1917 med det sidste holocaust, hvor hver eneste tyrkisk landsby blev fuldstrendig renset for kristne. Mænd, kvinder og børn blev dræbt. I alt drejde det sig om 2 mio. mennesker, der omfattede omkring 20% af den tids befolkning. {For resten savnes stadig 1.600 grækere {mænd, kvinder og børn) efter den tyrkiske invasion på Cypern i 1976. De er simpelt hen forsvundet!)

Under kampene ved Byzantins fald sad de lokale intellektuelle, mens kejser Leo og nogle få tusind af hans mænd fra byen og nogle genovesere endnu kæmpede på murene. De fordrev tiden med endeløse diskussioner, som siden er blevet kaldt »byzantinsk diskussion«. Denne gik på, at når krigen var ovre, ville alting nok fortsrette som hidtil, så det var uden betydning, om de deltog eller ej. Da så byen faldt, opdagede de, at alting bestemt ikke blev det samme som førhen. Mehmet II, som var en god muslim, ødelagde alle statuer, malerier og mosaikker samt de fleste af bygningerne. (Islam tillader ikke efterligning af menneskelige figurer) Stort set alle de vantros bøger blev ødelagt; og han beordrede, at alle rester fra skupturer, kunstværker og bygninger skulle bringes ud på et hjørne ved Bosporus, hvor ovenpå han byggede et palads til sig selv og sit harem. Dette harem kom til at rumme mange døtre af de besejrede kristne.

De intellektuelle kristne, som ikke tog det med religion så tungt, blev muslimer; og fordi de var godt uddannede, kunne de forblive i administrationene og bureaukratiet og således tjene det nye styre. men for alminnelige folk var det et rædselsherredømme. De, som ikke døde eller blev gjort til slaver, måtte søge at leve et liv i det skjulte. Lidt i lighed ned de kristne i Roms katakomber. Som ovenfor nævnt blev efterfølgerne av dem udslettet i 1915-17.


Manipulering
Klasser defineres som en samling om fælles interesser; men klassers holdninger kan være meget forskellige. De kan være konstruktive eller destruktive - afhængigt af, om samfundet befinder sig på vækststadiet eller opløsningsstadiet. En klasse i et udviklet samfund, der er på vej nedad, har en holdning til en række problemer, der er fuldstrendig forskellig fra de tilsvarende hos den samme klasse i et mindre udviklet samfund; - også selvom ideologien og det materielle grundlag er direkte sammenligneligt.

Hvordan er denne intellektuelle klasse med kun 10- 20% af befolkningen istand til at kontrollere en nation? Hvad er det for en mekanisme, der tillader noget sådant?

En forudsretning for at kunne afdække dette er kendskabet til »det gigantiske skyldkompleks« , der er blevet indpodet dybt i hver eneste dansk borger gennem de sidste 20 år .

I Sovjetunionen var Stalin istand til at anvende grusom terror og blind fanatisme som midler til at dressere befolkningen til at tro på, at selv da millioner af mennesker blev henrettet under 30-rnes forfølgelser, og da andre millioner døde som fø1ge af pånødet sult i Ukraine, så udtrykte de som deres sidste ord: »Længe leve vores store fader, Stalin!«

På samme måde var Hitler istand til gennem en fanatisk arrogance at bringe hele den tyske befolkning til tavshed. Det er værd at huske på, at mere end halvdelen af befolkningen faktisk var modstandere af ham ved de sidst afholdte, frie valg. Og alligevel beundrede hele befolkningen ham få år efter - eller så i hvert fald af frygt for terror og forfø1gelse ud, som om de gjorde det.

Disse to eksempler har det tilfælles, at i begge samfund blev befolkningen manipuleret på en sådan måde, at flertallet af befolkningen - både i Sovjetunionen og i Tyskland - adlød deres ledere selv med deres liv.

I Danmark er det foregået på en helt anden - men lige så effektiv - måde. Gennem de sidste 20 år har ethvert barn, så snart det var i stand til at forstå, modtaget en påvirkning fra børnehaven, skolen, radio og TV, der udstiller rædslerne fra naziæraen, specielt raceforfølgelserne. (Det er betegnende, at der yderst sjældent er blevet vist de tilsvarende handlinger, som Stalin-æraen gennernførte.)

Endvidere bliver børnene og de unge belært om fattigdommen i de mi.udv. dele af verden. Dette gøres på en sådan måde, at de dårlige sider, det onde og barske ved livet der og alle disse samfunds probIerner bliver vildt overdrevet - samtidig med, at man næsten fuldstrendig ignorerer de store sociale og økonomiske fremskridt, som mange af disse lande er i stand til at frernvise. (Jeg kunne personligt iagttage sådanne grove fordrejninger, da dansk TV sendte en række optaktsudsendelser før fodbold- VM i Mexico.)

Dødsalliancen fortæIler ungdommen, at Danmarks er et meget rigt land. Denne rigdom sættes derefter straks i forbindelse med kendsgerninger som, at store antal af stakkels, mørke mennesker på jorden må sulte. Den naturlige følgeslutning bliver derefter, at alle hvide er udbyttere, indtil de beviser det modsatte.

Ungdommen får tilsvarende oplyst, at nogle i Danmark er rige. Disse kaldes over en bank kapitalister; og de karakteriseres især ved at være egoistiske og onde. Heroverfor stilles alle »de fattige« i Danmark, som har behov for hjælp.

Ved en elegant sammensmeltning af disse forhold, er den danske befolkning blevet manipuleret på en yderst tragisk og ensrettende måde til at tro, at alting også forholder sig sådan i virkeligheden. (Enhver, som kender bare lidt til virkelighedens verden, viI vide, at sådanne producenter og undervisere har fatale mangler i deres kritiske sans.)

Når den unge har hørt disse fortolkninger af virkeligheden tilstrækkeligt mange gange, viI han eller hun huske disse sammenkædninger på en så strerk måde, at de virker som en pavlovsk klokke, der hver gang udløser de samme reflekser af skyld og misundelse. Og skulle hun eller han være glemsom, bliver det ustandselig gentaget i varierende former i radio og TV, gennem litteraturen og gennem de venstreorienterede og liberale partiers propaganda. Det viI herefter være op til hver enkelt at bevise, at han eller hun i hvert fald ikke er hverken racist eller egoistisk kapitalist.

For en udlænding er det plat umuligt at forstå det skyldkompIeks, som danskerne sIæber rundt på. Det er først muligt at begribe lidt af det, når man stifter bekendtskab med, hvordan befolkningen har fået denne voldsomme skyld indpodet - så at sige med modermælken. Først derefter er man istand til at forstå, hvorfor denne nye parasitklasse er istand til at manipulere med befolkningen i et sådant omfang, som det er tilfreldet.

På en utrolig smart måde er det Iykkedes at kombinere snylterklassens egne behov med dette skyldkompIeks. Alle nye former for velfærd - betalt af det offentlige - betyder samtidig nye, vellønnede jobs til alliancens egne medlemmer.


Misbrug
Man kan f.eks. spørge sig selv, hvordan danskerne kan acceptere, at deres humane love omkring det politiske asyl bliver misbrugt. Det skyldes for en stor del ovennævnte manipulering gennem medierne. Da immigrant-strømmen tog fart, vistes brutale scener af krigen mellem Iran og Irak. Den ledsagende kommentar uderstøttede budskabet med en følsom, bedrøvet stemmeføring.

Der blev interviewet nogle af de reelt politiske flygtninge - for det meste par - , hvor man kunne afdække deres virkelige, somme tider meget tragiske historie. Disse får derefter lov til at fremstå som generelle. I dansk TV indledes og afsluttes sådanne indslag altid med et stiliseret billede, som viser en mand, en kvinde og 2 børn. Hvis man skulle vise virkeligheden, var man nemlig nødt til at vise en kvinde, to mænd, ti mænd ....95 mænd.

På denne måde voldføres en allerede meget naiv befolkning, der efterhånden som tiden går - i velfærd - med stadigt mindre virkelig udfordring viI blive tilsvarende mere naiv og blåøjet.

En overvejende del af denne befolkning tror blindt på alt, hvad dødens alliance siger; og hvis nogen drister sig til et ord eller en handling i protest, viI pågældende omgående blive paralyseret med trylIeordet »racist«.

I nogle isolerede landsbyer med nogle få hundrede indbyggere, hvor befolkningen var robust og tæt på hverandre, var der mennesker, der protesterede mod ankomsten af en gruppe på 50 eller 100 flygtninge, fordi det ville medføre totalt kaos i deres samfund. Men øjeblikkelig var alliancen der med en massiv kampagne mod sådanne landsbyer, som turde opponere mod disse selvødelæggende ordrer. På få dage var de mest resolutte vikinger overmandet og måtte modtage deres skæbne.

Helt modsat tegner det sig, hvis nogle mennesker fra Vesten slår sig ned i landsbyer i den mi.udv. del af verden og påvirker indbyggernes vante levevis. Så viI de samme opinionsdannere være der med anklager mod de tåbelige vesterlændige, som kommer og ødelægger den smukke, naturlige livsform, som de indfødte har levet i gennem lange tider. Den vestlige måde at leve på, der således bliver pånødet disse indfødte, er uforenelig med deres »naturlighed«. Men så er der tilsyneladende tale om noget helt andet, end når indenlandske, naturligt levende indfødtes dagligliv trues.

Gennem en dygtig balance mellem anvendelsen af medierne og besættelse af det offentlige udtryk har den kunnet indpode sine holdninger og sin vilje i en lydhør befolkning. - Helt lige som i Rom, hvor den tilbød brød og skuespil mod til gengæld at kunne være sikker på »genvalg«.

Tilbake til forsiden...