Den tikkende voldsbombe
Hentet fra www.berlingske.dk
Kronik: Vold mod kvinder er ikke okay - uanset hvem der begår den,
eller hvorfor de begår den. Men i Danmark har vi fået et aktuelt
problem med et fremmedartet kvindesyn, som stammer fra muslimske
indvandrere.
Af Åse Clausen Bjerg
Cand.mag.
No-kay har eksisteret i ca. seks måneder og har på den korte tid
hovedsagelig arbejdet med at skabe et netværk af mennesker, som har
viden om eller selv har oplevet noget af det, som foregår i vores
samfund, som ikke kommer frem i dagens lys.
Gruppen har således skaffet oplysninger om omfanget af vold og overgreb,
som ingen hører om, bl.a. fordi mange voldelige overgreb ikke anmeldes.
Men Danmark har nu fået så alvorlige problemer, at landet er blevet
forvandlet til en trykkoger af vrede danskere, som omgives af vold, og
kvinder siger nu stop. Mens en ung pige myrdes på uforklarlig vis, og
massevoldtægter finder sted i Danmark, så interesserer TV-nyhederne
sig mere for at drive klapjagt på folk med de forkerte meninger end for
den vold, der sker om ørerne på os.
Kvinders frihed trues nu igen, denne gang af et helt fremmedartet
kvindesyn, som ikke er kendt på disse breddegrader. Der er således
ikke blot tale om tilbageskridt, men om et skridt over i et helt andet
spor, hvor kvinder er ansvarlige for familiens ære og kan gøre
familien skam ved den mindste forseelse.
Mange har set problemet, men vil hellere have en arm brækket end give højrefløjen
ret
For en dansk kvinde, født og opvokset i Danmark med danske traditioner
for kvinders frihed, er det en trussel, at hun ikke længere kan færdes
frit, men nu skal til at passe på, at hun ikke får skylden for voldtægt
eller anden form for overgreb. Til og med viser dommen over de somaliske
drenge, som voldtog en pige, at retsbeskyttelse i Danmark er ved at være
en saga blot. Drengene blev så godt som frifundet, fordi pigen var
retarderet. Er retarderede kvinder i Danmark nu gjort retsløse, hvad
angår voldtægt?
Vi har indtil flere gange hørt muslimer og danskere påstå, at det nye
kvindesyn ikke har med islam at gøre, men det kan altså ikke
bortforklares, at et oldgammelt kvindesyn er annekteret i islamiske
principper. Men hvordan vi end vender og drejer sagen, så har vi altså
fået et problem, som skal løses, for de danske kvinder vil ikke betale
prisen. I princippet er vi jo ligeglade med, hvor volden kommer fra - om
den kommer fra tyskere, danskere eller iranere, er lige meget, for vi
vil ikke have den.
Den vold, vi hører om i forbindelse med andengenerationsindvandrere,
affødes bl.a. af et fremmedartet kvindesyn, der indebærer, at kvinder
i almindelighed tilhører en familie eller en mand, og at kvinden har
ansvaret for familiens ære. Denne ære kan krænkes, blot hvis en pige
har fået et kærestebrev fra en dansk dreng. Derved risikerer ikke blot
pigen, men også drengen hævn og mishandling fra hendes families side.
Lad det med det samme være sagt, at fjenden ikke er islam, men de
danske politikere og islamlobbyister, som har skubbet problemerne ind
under gulvtæppet og benægtet problemets eksistens. De har pakket
problemerne ind i forståelse og tolerance, som nu har nået
kvalmestadiet. Og når muslimerne selv siger, at volden bliver værre,
hvis vi kritiserer islam, så har de dermed sagt, at det ikke er muligt
med en dialog. Vi skal acceptere volden, og gør vi ikke det, så bliver
den værre. Er det mon en tikkende bombe? »Det kan ende i mere vold!«
(B.T. 30.4.). Vil man dermed sige: Hvis nogen kritiserer os, så bliver
problemerne værre? Er det en ny form for diktatur, som understøttes af
en mindre dansk hellig menighed, som accepterer volden, når den har et
kulturelt udgangspunkt?
Vi har længe hørt ekkoet fra humanismens godhedshykleri: Danskerne er
dumme. Men blandt akademikere har der nu rejst sig en protest. Vi vil
ikke længere tolerere magtelitens arrogance, og vi vil ikke længere være
vidner til eksempler på folk, der går rundt på landets universiteter
og banker folk i hovedet med amatøragtige statistiske beregninger og på
middelalderlig vis sætter folk af anden mening i bås med kættere.
Der er flere og flere på venstrefløjen, som kan se
indvandrerproblemernes omfang, men det må ikke smage af højrefløj, så
derfor bliver de ved med en korrekt holdning og fortsætter med at lefle
for korrektheden.
Mere velbeslåede mennesker, som bor på Nørrebro, støtter de små
indvandrerbutikker, for så gør de deres pligt. Men de vil ikke have
deres børn til at gå i skole i en voldsramt skole på Nørrebro, så
de sætter dem i skole i Søllerød eller andre steder, hvor der ikke er
indvandrerproblemer - og så fortsætter de med at stemme på partier,
der lefler for islam. Mange har set problemet, men vil hellere have en
arm brækket end give højrefløjen ret. De vil hellere have, at Danmark
ender i ragnarok eller blodbad, end at indrømme, at de måske har taget
fejl.
Denne flugt fra problemerne, denne falskhed og ligegyldighed med det
land, som de selv bor i, er den største fjende af alle.
Men enten er man for eller også er man imod vold, og hvis ikke folk vil
være med til at støtte vold og overgreb, så må de til at tage sig
sammen og undgå at give indirekte støtte til volden ved at forhindre
»den forkerte mening« i at få ret.
Vold er vold og kan ikke kvalitetsbestemmes ud fra partifarve eller
etnisk oprindelse, men da man har placeret et så vigtigt etisk og
moralsk spørgsmål på højre-venstre-skalaen, så har hele venstrefløjen
dermed låst sig fast og er indirekte med til, at volden fortsætter.
En demonstration, som går imod vold, forventer naturligvis, at alle
modstandere af vold viser deres sympati, men hvis antivold skal placeres
på højrefløjen, så siger det sandelig noget om højrefløjens etiske
og moralske standard og ikke så lidt om venstrefløjens mangel på
samme. Til demonstrationen i Odense havde vi faktisk inviteret venstrefløjen,
blandt andre Bengt Burg, men han skulle tilfældigvis noget andet den
dag.
Angreb er som bekendt det bedste forsvar, og den hellige menighed har længe
forsvaret sig med at angribe kritikere ved at beskylde dem for at være
racister, men det virker ikke længere.
Ved at påstå, at de nye problemer med vold mod kvinder ikke har med
islam at gøre, skubber vi igen problemet ind under gulvtæppet. Vist
har det med islam at gøre, men det udelukker jo ikke, at det også kan
have med mange andre ting at gøre, og vi skal ikke forsøge at lave en
kultur om. Det har vi ingen ret til, men vi vil have lov til at sætte
grænser i det land, hvor vi bor og betaler skat.
Den største hurdle for venstrefløjen er jo, at de almindeligvis ikke
tolererer vold, men paradoksalt nok skælder ud på dem, der gør noget
ved det, så det vanskeliggør jo af gode grunde et samarbejde. Og det
er jo lidt svært at holde en dialog i gang med nogen, som står parat
med knytnæven.
Vi skal have løst voldsproblemet, som de muslimske piger i vid udstrækning
har lagt krop til, men som nu også går ud over danske kvinder.
Når vi trækker linierne så hårdt op nu, er det, fordi vi har talt og
talt og talt, og forstået og forstået og forstået, og tolereret og
tolereret og tolereret, mens volden stiger og politikerne vender det
korrekte øre til med det evindelige omkvæd: danskerne er uvidende. Men
vi stiller nu spørgsmål ved, hvem der har været mest uvidende. Der er
kommet mere information om islamiske kvinders tvangsægteskaber og vold
mod kvinder, som er ofre for et islamisk syn, og facts kan ikke længere
forties.
Men efter at grænserne nu står åbne, risikerer vi at blive ramt af en
voldsbølge, som vi i fremtiden får vanskeligt ved at styre. Det, vi
ser og hører nu, er kun toppen af isbjerget.
Danmark har i historiens løb haft mange stærke og stolte kvinder. Hvor
er de blevet af? Er de allerede på så kort tid blevet pakket ind i
tolerancens slør?