Tvangsekteskap og manglende integrering
Fra den danske avisen Berlingske Tidende Søndag for 18. mars 2001
klipper vi følgende:
Kamp mod tvangsægteskaber tabt
Fætter-kusine-ægteskaber, arrangerede ægteskaber, tvangsægteskaber -
indvandrerne vælger stort set kun livspartnere fra det gamle hjemland.
Af Olav Hergel og Mads Kastrup
Det står skidt til med integrationen af indvandrere i Danmark. Og
én af hovedårsagerne er, at store etniske minoriteter som tyrkere og
pakistanere udelukkende gifter sig med mænd og kvinder fra deres eget
land og derefter bliver familiesammenført.
»Det gælder om at komme herop. Det er det primære,« siger
kultursociolog Eyvind Vesselbo. Han har i flere år fulgt en gruppe
tyrkere i Ishøj.
I første generation var alle gift, allerede inden de kom til Danmark
som gæstearbejdere. I anden generation ventede kultursociologen, at de
unge nydanskere så langsomt ville begynde at gifte sig med hinanden. En
meget svag tendens viste sig også. Nærmere betegnet syv tilfælde ud
af 98. Nu er kultursociologen nået til tredje generation i Ishøjgruppen
af tyrkere. Og de foreløbige tal herfra taler et uomgængeligt og klart
sprog. Ud af 62 ægteskaber i denne gruppe er 60 indgået med en kvinde
eller mand fra det gamle land. Ligesom hos bedsteforældrene.
»Det overraskede mig, at det var så markant i tredje generation. Jeg
havde regnet med, at tilfældene af fætter-kusine-ægteskaber og dermed
sammenførte ægtefæller fra Tyrkiet ville begynde at falde. Men det gør
det ikke. Tværtimod,« siger Vesselbo.
Sidste sommer vedtog Folketinget en lov, der skulle sætte en stopper
for tvangsægteskaber blandt unge nydanskere. Men den virker ikke. De
unge går ikke til Udlændingestyrelsen for at melde, at de er tvunget
til ægteskab. Kun to tilfælde er hidtil blevet stoppet med loven. Til
gengæld melder indvandrerrådgivningerne om stigninger i antallet af
fortvivlede unge, der henvender sig i forbindelse med netop tvangsægteskaber.
Organisationen INDsam havde sidste år 95 af den slags henvendelser. Og
den nystartede rådgivning for indvandrere udsat for tvangsægteskaber,
Broen, har netop offentliggjort tallene for det første år. Her er
tallet, at 75 af de unge, der henvendte sig, har været udsat for tvangsægteskab.
»De unge er udsat for et enormt pres fra familien. Mange af de unge
kvinder, vi taler med, vil gerne giftes med en herboende og opvokset »landsmand«
eller en dansker. Men forældre, familie og pårørende står på nakken
af dem. De har ikke noget valg,« siger Ayse Deveci, formand for Broen.
Eyvind Vesselbo startede med en gruppe på 145 tyrkere i Ishøj-undersøgelsen.
Den er i dag blevet til 2.813. Et faktum han dog ikke ser nogen
sensation i. Tager man en gruppe på 145 indfødte danskere fra for 30
år siden, vil den også kunne have nået samme forøgelse.
»Pointen er, at af de 2.813 med tyrkisk baggrund er omkring halvdelen
kommet til Danmark som familiesammenførte. Dét betyder noget for
integrationen,« siger han.
Torben Svendrup, der er forretningsfører i INDsam og doktor i historie
ved Københavns Universitet, er ved at forberede en afhandling om
tvangs- og fætter-kusine ægteskaber med en række udenlandske
kolleger. Ingen er nogensinde gået dybere ind i årsagerne hertil,
mener han. »Det er meget interessant. For det, vi er ude for her, er
kulturelle fundamentalister. Og der mangler i den grad ordentlig indsigt
i og viden om dem,« siger han.