Svensk faresignal
Leder i Jyllandsposten 17.09.02:
SELV OM Göran Persson kan fortsætte som statsminister indtil 2006, blev
Folkpartiet den største vinder ved søndagens svenske gyservalg mellem to
omtrent lige store politiske blokke.
Det borgerlige parti kunne i forhold til sidste valg tredoble sit stemmetal.
Forklaringen giver sig selv. Partiformand Lars Leijonborg brød et årtier
gammelt tabu blandt Sveriges etablerede partier. Det skete, da han greb fat om
den problematiske indvandrerpolitik i Sverige. Med sit krav om en sprogtest
for udlændinge, der ønsker svensk statsborgerskab, bevægede han sig - dog
med forsigtighed - ind på forbudt land.
Lars Leijonborg var den svenske politiker, som for et par måneder siden tog
et voldsomt opgør med Pia Kjærsgaard om dansk udlændingepolik. Han fandt i
en meget omtalt fjernsynsdebat den danske partileders synspunkter for
yderligtgående.
Som meningsmålinger har afsløret, dykkede Folkpartiets leder imidlertid lidt
senere ned, hvor ytringsfriheden i Sverige er suspenderet. I uskøn forening
har de allerfleste politikere og medier afskåret den frie debat. De alene
mener at vide, hvad der tjener det svenske folkhemmets sande interesse.
Efter at katten var sluppet ud af sækken, ville de toneangivende politikere -
især socialdemokraterne - febrilsk lede valgkampn hen på andre emner. De nærede
en velbegrundet frygt for, at større dele af udlændingepolitikken skulle
komme op til overfladen, hvis debatten først fik frit løb. Dette kunne mere
end noget andet koste det store og næsten konstant regeringsbærende parti
magten i Sverige.
Afstanden mellem vælgere og politikere er som ventet blevet større ved dette
valg. Stemmeprocenten blev nemlig den laveste siden 50'erne og er derfor et
tydeligt faresignal til det etablerede politiske system.
Folkpartiets valgsejr rakte desværre ikke til et regeringsskifte. En stor del
af de vundne stemmer blev hentet hos andre borgerlige partier. Det samlede
styrkeforhold mellem de to store blokke i svensk politik blev ikke i væsentlig
grad forrykket.
Moderaterne, de konservatives svenske søsterparti, led et så klart nederlag,
at lederen, den lidt for svage og usynlige Bo Lundgren, nu måske står til
hurtig udskiftning.
Ganske som i danske valgkampe blev EU-politikken desværre forsømt på det
groveste i Sverige. EU burde under alle omstændigheder være højt placeret på
dagsordenen, eftersom der er lagt op til folkeafstemning i efteråret 2003 om
Sveriges tilslutning til euroen.
Uafhængige eksperter har for længst peget på, at chancen for et ja til den
europæiske mønt vil være størst med en socialdemokratisk regering.
Denne vurdering er sandsynligvis korrekt, desværre. Den stemmer overens med
danske erfaringer. Fra et usagligt socialdemokrati i opposition skal ingen
forvente helhjertet tilslutning til vigtige og indlysende rigtige fælles
beslutninger, som mange vælgere instinktivt vil møde med en skeptisk
holdning.
Men her som i udlændingepolitikken bør politikerne selvsagt udvise nødvendig
vilje til at tale åbent og ærligt til - og med - vælgerne.
Dagens vælgere vil ikke undervurderes af politikere, som dels lader sig styre
af rent taktiske hensyn, dels - hvad der er endnu værre - opfører sig som en
elite, der ved bedre end almindelige mennesker, hvis meninger de tit og ofte
kun finder til besvær.