Politikk og religion i Danmark

 

Kronikk hentet fra Jyllandsposten 5. juli 2002

Af Søren Krarup, sognepræst i Seem og folketingsmedlem for Dansk Folkeparti


Hvis ikke evangeliet driver de lovreligiøse undertrykkere på porten, er friheden, et kristent menneskes frihed, ikke mulig, skriver kronikøren

Forleden var der en debat i Folketinget om den højst nødvendige stramning af udlændingeloven, og i den forbindelse kom det til en ganske tankevækkende ordveksling mellem Jesper Langballe og Elsebeth Gerner Nielsen. Jesper Langballe gjorde det i et kristent land indlysende synspunkt gældende, at islam skal modsiges som værende en totalitær religion eller ideologi, svarende til kommunisme og nazisme, men blev i den anledning naturligvis beskyldt for at drive hetz imod muslimer i Danmark. Der skal være forskel på religion og politik, sagde venstrefløjen. Ja, men det er jo netop det, der ikke er i islam, svarede Jesper Langballe. Det er deri, det totalitære ligger. Og da Birthe Rønn Hornbech støttede ham og bl.a. gjorde opmærksom på, at kristendom er i dyb og afgørende modsætning til islam, blev hun imødegået af Elsebeth Gerner Nielsen, som udtalte følgende dybsindige ord: »Gå nu hjem og hold sommerferie og lær at holde religion og politik adskilt« - idet hun tilføjede, at religion er en privatsag.

Ja, enhver bliver salig i sin tro, siger som bekendt oplysningstiden, der dermed siger, at tolerancen er den saliggørende tro. Elsebeth Gerner Nielsens udsagn er tidstypisk i dets naive syn på, hvad det er at skille religion og politik, og hvordan det lader sig gøre, for her er tingene opdelt i kasser, én kasse, der hedder religion, og én kasse, der hedder politik, og det gælder blot om at sætte kasserne hver sit sted. Problemet er yderst overkommeligt for denne tankegang. Det lader sig løse ved hjælp af de rette etiketter. Og at denne kulturradikale løsning er hjælpeløs og afmægtig over for en religion som islam, det gør alt til religion og styrer politikken religiøst, skal man nok ikke forvente, at en Elsebeth Gerner Nielsen forstår, før - ja, før det er for sent...

Problematikken minder om en anden karakteristisk løsningsmodel, som samme kulturradikale kredse i øjeblikket er optaget af at lancere. Den handler om begrebet fundamentalisme. Og kulturradikalismen, bl.a. dagbladet Politikens samlede debatredaktion, som i fællesskab har udgivet en bog herom, meddeler, at det er fundamentalismen, et moderne demokrati må undsige, hvad enten denne fundamentalisme kommer fra kristne eller fra muslimske kredse, og i denne forbindelse er debatredaktionen optaget af at markedsføre mig som en "sort fundamentalist", der slet ikke adskiller sig fra mullaher og imamer. Ikke sandt, siger Politiken med hertil hørende læserskare: Det gælder om at være progressiv ved at bekæmpe de reaktionære, og de reaktionære er netop de fundamentalistiske.

Eller som den tidligere VS'er Preben Wilhjelm skriver i sit kapitel i bogen: »Reaktionen skal have kamp til stregen,« og så er han i øvrigt optaget af at sammenstille citater fra min bog "Dansen om Menneskerettighederne" med en muslimsk kvinde, Mona Sheiks, ytringer. Se, hvor det ligner! råber Preben Wilhjelm og klapper begejstret i sine ideologiske hænder. Se, hvor enige fundamentalisterne er!

Denne taktik har naturligvis som sit første formål at give den i øjeblikket dybt forvirrede og lige så dybt frustrerede kulturradikalisme en grund at stå på og et alibi at føre sig frem under. Giv mig et standpunkt! skrev Otto Gelsted i 1930'erne, og dagbladet Politikens læsere har i øjeblikket et skrigende behov for at finde et standpunkt i en ny virkelighed, der har efterladt dem totalt rådvilde. Islam demonstrerer sit sande terroristiske væsen. Landet oversvømmes af indvandrende muslimer. Danskerne begynder at samle sig til modstand under devisen: Kristendom og danskhed. Hvad gør kulturradikalismen?

Den finder på begrebet fundamentalisme som den bekvemme samlebetegnelse, der gør det muligt at fortsætte bevidstløst i den gamle modsætning: Fremskridt kontra reaktion.

Men forholdet er jo det for Politiken beklagelige, at det, som Preben Wilhjelm og debatredaktionen kalder for kristen fundamentalisme, det er selve forudsætningen for et opgør med islams sammensmeltning af politik og religion. Hvis det ikke var fordi, kulturradikalismens uvidenhed i den øjeblikkelige situation er så skæbnesvanger, kunne man kun le ad den. Preben Wilhjelms og Politikens ukendskab til den mest elementære kristelige børnelærdom er afgrundsdyb. Nej, jeg er som evangelisk-luthersk præst ikke på linie med en muslimsk mullah, hvis jeg må have lov til at sige det, men jeg er som evangelisk-luthersk præst en af dem, der mest udfordrer og anfægter en sådan muslimsk syntese af politik og religion, og hvis ikke kristendommen sætter adskillelsen, så bliver den slet ikke sat. Det er jo forholdet. Elsebeth Gerner Nielsens og Preben Wilhjelms kulturradikale løsning er himmelråbende i sin naivitet. De aner ikke, hvad de står overfor. De tror, at virkeligheden lader sig besværge ved slagord.

De aflirer lektien om, at religion er en privatsag...

Ja, dér hvor kristendommen har sat forskellen på privat og offentlig, på religion og politik. Dér og kun dér! Sandheden er jo, at hele Vestens kultur og samfundsforståelse er bestemt af den kristne forkyndelse, der sondrer mellem lov og evangelium, mellem kejseren og Gud, og hvor denne adskillelse ikke sættes af kristendommen, dér findes den slet ikke. Det er dette, der nu er grund til at sige højt og tydeligt - bl.a. fordi den såkaldt offentlige mening her i landet, dvs. journalister og diverse politikere, er ufatteligt overfladiske og samtidig dogmatiske i deres overfladiskhed. Det er kristendommen, der sætter samfundet som verdsligt regimente. Det er evangeliets sondring mellem Guds rige og menneskers rige, mellem himmel og jord, der sætter jorden til at være jordisk og mennesket til at være en jordisk, ufuldkommen skabning.

Der er et andet begreb, som her kommer ind i billedet. Det er begrebet sekularisering, som betyder verdsliggørelse, og spørges der, hvad forskellen er på kristendom og islam, så er det ikke forkert at svare sekularisering. Sekulariseringen er sat af kristendommen. Eller sekulariseringen er kristendommens konsekvens.

Det skal ikke misforstås. Der har i kølvandet på Løgstrups filosofi og Kaj Thanings Grundtvig-udlægning været megen tvivlsom lovsang af sekulariseringen, hvor det er lige ved, at denne sekularisering er blevet gjort til det egentlige i kristendommen, en verdslighed, der var næsten hellig i sin herlighed. Det er naturligvis noget vrøvl. Evangeliet forkynder Kristus, ikke verdslighed, syndernes forladelse, ikke et autonomt og suverænt menneskeliv. Men sandt er det, at sekulariseringen findes kun dér, hvor evangeliet har sat skellet mellem himmel og jord, mellem åndeligt og verdsligt regimente. Det er og bliver kristendommen, som her sætter betingelsen eller som er den vestlige verdens forudsætning. Kulturradikalismens leg med filosofiske begreber er ikke andet end leg i sandkassen. Der bliver ingen adskillelse af religion og politik, hvor en Preben Wilhjelms ideologiske spekulation skal sætte den. Der bliver i sidste ende kun totalitær tolerance eller en politisk totalitarisme - hvilket som bekendt jo også altid har vist sig at blive socialismens konsekvens.

Det er antydninger af denne erkendelse, der nu sniger sig ind i en hidtil marxistisk og kulturradikalt styret debat her i landet, for truslen fra islams ensrettende og undertrykkende lovreligiøsitet tvinger alligevel også gamle marxister til at tænke. Preben Wilhjelm og 68'erne på Politikens debatredaktion tænker som sagt kun udenom. De er stadigvæk fanget af deres politiske korrekthed og derfor mest optaget af at agitere imod det, der i den kulturradikale jargon hedder "højrefløjen". Højre og venstre - det er disse Politiken-skribenters eneste problemstilling. Preben Wilhjelm er derfor agitator, ikke analytiker. Men en anden og langt klogere skribent fra samme opland er Ralf Pittelkow, og i hans bog om 11. september udtrykkes en kritik af islams sammensmeltning af religion og politik, som er værd at lytte til.

Selv om hans udgangspunkt efter min mening er misforstået. Ralf Pittelkow stiller nemlig spørgsmålet: Hvorfor har islam kun kunnet frembringe stivnede, vegetative, undertrykkende samfund? Hvorfor er enhver økonomisk og samfundsmæssig vækst sat i stå, hvor islam har hersket? Spørgsmålet er jo mildt sagt berettiget. Også islam føler selv med pinagtig tydelighed, at den vestlige verden har sejlet islam agterud og henvist de muslimske lande til at snylte på vestlig dynamik, opfindsomhed og effektivitet. Islam søger i øjeblikket at overdøve spørgsmålet og sin egen tvivl ved aggressivitet og propaganda. Men spørgsmålet bliver stående: Hvorfor sætter islam samfundet i stå?

Ralf Pittelkow svarer: Fordi islam ikke har haft en oplysningstid. Det er oplysningstiden, der er grundbegrebet i hans problemstilling, for med oplysningstiden kom demokrati og verdslighed.Men er dette nu rigtigt? Var det oplysningstiden, der satte Vesten i frihed?

Nej, det var det jo ikke. Skal man sige det kort, så var det Martin Luther. Som igen er forlængelsen af Paulus i opgøret med lovreligiøsiteten. »Til frihed har Kristus frigjort os. Så stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg!«, skriver Paulus til galaterne, og det er og bliver jo denne kristne frihed af alle trældomsmagterne, der er den vestlige verdens egentlige grundlag - hvad enten det er i forhold til pavemagt eller politisk og religiøs totalitarisme.

Ralf Pittelkow er en intelligent og opmærksom analytiker, men hans perspektiv er for kort, for han er ikke kommet længere end til 1700-tallet. Han ser ikke på hvis skuldre, oplysningstiden står - samtidig med, at oplysningstiden troede sig fri af alle forudsætninger. Nej, Martin Luthers forkyndelse af et kristent menneskes frihed, det paulinske opgør med lovretfærdigheden: Dette er den verdslige friheds forudsætninger, sekulariseringens forudsætning, årsagen til den vestlige, kristne verdens adskillelse af religion og politik, og det er heraf, at Vestens dynamik og udvikling kommer. Jeg har tidligere opfordret Ralf Pittelkow til at læse Grundtvig og Kierkegaard. Jeg skulle naturligvis også have nævnt Luther - for ikke i al stilfærdighed at nævne Bibelen. Eller i al korthed have foreslået ham at sætte sig ind i den kristendom, der er vores forudsætning og baggrund.

For Pittelkow kan læse. Han er ikke agitator, men den opmærksomme iagttager ligesom adskillige andre fra kulturradikalismens overdrev. Jeg ville aldrig drømme om at rette en tilsvarende opfordring til Preben Wilhjelm. Men de mange, der i dag spørger efter forholdet mellem politik og religion i oprigtig bekymring over den stadigt mere aggressive muslimske invasion i Vesten, skulle gøre sig den ulejlighed at betragte problemet i en principiel og historisk sammenhæng. Hvis ikke kristendommen sætter sammenhængen, er sekulariseringen umulig. Hvis ikke evangeliet driver de lovreligiøse undertrykkere på porten, er friheden, et kristent menneskes frihed, ikke mulig.

Dette skal siges til de stadigt flere danskere og vesterlændinge, der vender sig imod islams totalitære undertrykkelse. Men samtidig skal det jo siges til folkekirken, at i denne situation har den evangelisk-lutherske kirke virkelig en opgave og en pligt. Evangeliet skal forkyndes! I al enkelhed og klarhed skal evangeliet forkyndes rent og purt. Dette er folkekirkens opgave. Ikke pop og politisering, ikke mondæn eftersnak og politisk korrekthed. Men at lade evangeliet om syndernes forladelse i Jesus Kristus lyde som det vægtige og myndige ord, der deler mellem Guds og kejserens rige, mellem religion og politik.