- Tag over broen!
Av STEEN RAASCHOU, Jyllandsposten
24. mai 2002
Sahlins kredit er opbrugt
AT MONA SAHLIN i "Agenda" på svensk TV 19/5 reddede sig nogle over
næsen fra Bertel Haarder kommer ikke uventet. Det har hun fisket efter
længe. Hun har opbrugt sin ellers rigelige kredit i Sverige. Hendes
ideologiske og sagligt tyndt funderede angreb på Danmark må have irriteret
Haarder, siden hun efter 20/11 ville belære den ny regering om demokrati. Det
var ilde anbragt, når man ved, hvordan vilkårerne for en åben debat har været
- og er - i Sverige. I hendes tid er indvandringen til landet gået svært
over gevind med voldsomme økonomiske og sociale problemer til følge. Det
samlede antal er nu 1,7 mio. eller 21 pct. indvandrere i landet. Heraf ca. 1,3
mio. Fra tredje verdenslande. De tre største byer har over 30 pct.
indvandrede, Malmø dog over 40 pct. Følgen er blandt andet, at 3600
svenskere sidste år flyttede fra Malmø på grund af grasserende kriminalitet
og ghettoisering. (Kommunal undersøgelse ref. i Sydsvenskan nov. 2001).
I 2001 steg kriminaliteten i Malmø 59 pct.
Skolelærere trues og overfaldes, skoler må lukke, busserne ophører med at køre
til ghettoen Rosengård, knivstikkerier, mord og voldtægter på mindreårige
piger er hverdagskost. Det almindeligste navn på nyfødte drenge er Muhammed.
De lokale kalder Malmø "en forlorad stad". Menigmand er fortvivlet
over, hvad der er sket, men kan ikke komme til orde. Sverigedemokraterne, som
har en politik og historie, som godt kan sammenlignes med Dansk Folkepartis,
forhindres i at indrykke annoncer i Dagens Nyheter, leje lokaler af Stockholms
Kommune, tre banker vil ikke håndtere deres økonomi, og de er stort set afskåret
fra at fremføre deres synspunkter i medierne. Flere er blevet fyret for
medlemskab af partiet. Svensk demokrati?
Økonomisk har godhedspolitikken sat sit præg på Sverige. En Göteborg-økonom,
universitetslektor Lars Jansson, sætter nu i bogen "Mångkultur og välfärd"
omkostningerne til 13,7 pct. af BNP - i kroner ca. 150 mia. Cheføkonomerne på
HUI, Robert Gidehag og Frederik Bergström, viser i en detaljeret undersøgelse,
at den enkelte svensker nu er fattigere end sorte i USA. Hvis Sverige var en
stat i USA, ville den være den fattigste. Det vigtige tal, BNP per capita, er
nu 70.000 svenske kroner lavere end det danske. Er Sverige virkelig det
forbillede, som f.eks. Politikens Tøger Seidenfaden mener? Disse ubehagelige
fakta kaldte Mona Sahlin med en eufemisme: Integrationen er mislykket. Det tør
svært sagt antydes. Og alligevel føler hun sig kaldet til at gå i rette med
Danmark. Man forstår godt Bertel Haarders irritation.
Tag over broen!
Og til alle her i landet, som endnu ikke har
fattet, hvad uhæmmet indvandring kan gøre ved et land, kan jeg blot foreslå
et studiebesøg i
Malmø på en uges tid. Byen er et laboratorium for det, som ikke så få
"meningsdannere" herhjemme har advokeret for. Tag en tur på broen,
biskop Kjeld Holm, Kamel Quereshi, Fatih Alev, Svend Auken og alle denne
verdens "Rothsteiner i ånden". Og husk i samme åndedrag på, at
folkepresset på Europa kun vil øges dag for dag. Og spørg til sidst jer
selv om I vil være romantikere eller pragmatikere.