Foruroligende, men solidt dokumenteret dansk værk om islams fremmarch i Vesten.

Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars Hedegaard:
I KRIGENS HUS
Islams kolonisering af Vesten
256 sider, 248 kr.
Hovedland

Undertitlen skal forstås helt bogstaveligt: Ifølge de tre forfattere til "I krigens hus" oplever Europa i disse år en regelret islamisk kolonisering, islams 3. jihad, som denne gang ikke foregår med våbenmagt, men som »en demografisk overmanding af Europas indfødte befolkninger«.

Islams tilhængere deler verden op i to områder - Fredens lejr, som er de islamisk beherskede lande, og Krigens hus, som er de vantro lande. Og det er islams bestemmelse at udbrede Fredens lejr - Dar al-Islam - overalt, så de vantros områder - Dar al-Harb - også bliver behersket af de rettroende.

Strategien består i, at muslimer masseudvandrer til Europas byer, hvor de opretter parallelsamfund, som ikke integreres i tilflytterlandenes kultur. Sådanne delvis autonome områder findes nu i alle større europæiske byer.

Efter anvisning fra imamer sørger mændene for, at kvinderne ikke kommer i berøring med de vantro. Sanktionsmidlerne udledes af islams retssystem, sharia.

Når der er så uoverstigelige problemer med at integrere de muslimske tilvandrere, skyldes det, at de ikke vil integreres.

Fra de imam-dominerede områder som Nørrebro i København stilles krav til tilvandringslandene om, at disse skal indrette deres lovgivning og praksis efter islams krav: Madens tilberedning i offentlige institutioner, beklædning, retsplejen, helligdage, nationale symboler osv. Krav som ingen andre indvandrergrupper kunne drømme om at stille.

Hysterikere?

Bogen er solidt dokumenteret, bygger på nogle af de bedste islam-kendere i verden (danske islameksperter glimrer ved deres fravær!) og indeholder et væld af autentiske citater fra nutidige imamer og islamiske retslærde. Endelig bringer bogen mangfoldige eksempler på moderne islams selvforståelse og selvbevidste krav til især europæiske lande om respekt for islam, der betyder underkastelse.

Alle, der har fulgt med, kan med egne øjne se, hvordan gadebilledet i danske og andre europæiske byer har ændret sig; hvordan muslimer insisterer på at markere deres tilstedeværelse ikke alene i det offentlige rum, men også i private virksomheder, hvor de ikke vil underkaste sig det gældende beklædningsreglement; hvordan domstolene bøjer retten i misforstået hensyntagen til "kulturforskelle"; undervisningssystemet tilpasser sig imamernes krav om påklædning, opdelte baderum og helligdage. Ja, hvordan Folketinget for et par år siden - efter islamiske terroristers angreb på USA den 11. september - manifesterede sig som islams forsvarer ved rasende at irettesætte Pia Kjærsgaard, der tillod sig at mene, at der var forskel på kristen/europæisk og muhamedansk kultur.

Bogen sammenligner islam som totalitær politisk bevægelse med nazismen, og lighederne er faktisk slående.

Styringen

I alle tilfælde er der tale om en opdeling af mennesker i rene og urene samt et krav om lydighed og underkastelse. Tilhængerne er ikke loyale over for den nation, som de lever i, men over for en international bevægelse, der lover et kommende tusindårsrige.

Forfatterne er i bogens konklusion pessimistiske. De synes at betragte islamiseringen af Europa som en kendsgerning og opstiller et skema, ifølge hvilket de forestiller sig islams trinvise opnåelse af dominans, hvilket ikke nødvendigvis forudsætter muslimsk flertal. Hvis der ikke gribes drastisk ind, vil en række europæiske lande få muslimsk flertal om 40-50 år. Allerede nu har massetilvandringen skabt en "kritisk masse" i de europæiske storbyer, og opløsningen af de europæiske stater kan ikke forhindres.

De forudser en stigende opsplitning af de europæiske lande i islamiske og kristne enklaver. De tror ikke på "islam med et menneskeligt ansigt", og har unægtelig historien på deres side i denne opfattelse. De tror heller ikke på, at EU (under Frankrigs fatale indflydelse) kan danne bolværk mod islamiseringen, tværtimod. Europaparlamentet betegner de som »en bastion for muslimsk indflydelse i Europa«.

Hvorfor?

Hvorfor har ledende kristne teologer ikke råbt vagt i gevær, men tværtimod underdanigt talt om kulturel berigelse og "dialog" med en totalitær ideologi, som ikke kender ordet dialog? Og hvorfor har så mange professionelle islamspecialister svigtet ved at bagatellisere de åbenlyse trusler, som islam udgør for de demokratiske europæiske samfund, der bygger på en kristen frihedstradition?

Her er der virkelig behov for kulturkamp.