"Tyrkerne har intet at gøre i Europa"

 

Den Danske Forening skriver i sin nettavis for 6. mai 2003:


Under EU-topmødet i København i december trængte tyrkiske toppolitikere sig ind på mødet med det sigte at gøre sig kvalificerede til optagelse i den Europæiske Union. Det lykkedes heldigvis ikke.

Der har været mange påstande om, at Tyrkiet i de senere år har indført "europæiske" standarder i samfund og retspraksis . Som om det kan gøres med et trylleslag efter århundreders asiatisk-muslimske traditioners herredømme. Atatürks intentioner må siges at have slået fejl.

At Tyrkiet ikke er og aldrig bliver et europæisk land, ses ikke kun af den meget omtalte fremfærd mod kurderne. For det kristne EU må det være af større interesse at se på de kristnes skæbne i Tyrkiet, hvor 99 % af de 67,3 mio. indbyggere er muslimer med voldsom befolkningsvækst. Omkring år 1900 var over 20% af det nuværende Tyrkiets befolkning kristne. I dag er tallet 0,6 %.

Det armenske folkemord. Hitlers inspirationskilde, var med til at reducere andelen. Men endnu i dag er kristne i praksis ofte retsløse over for de tyrkiske myndigheder. Det britiske parlamentsmedlem David Alton har med rette henvist til, at de sidste kristne forfølges i stilhed, mens verden er fokuseret på kurderne. Han konkluderer, at krænkelsen af de kristnes menneskerettigheder, ødelæggelsen af deres byer og kirker samt det "kulturelle folkemord" mod dem er "en af de store fortiede skandaler i vor tid".

Den ældste kristne menighed, de syriske ortodokse kristne, talte 200.000 medlemmer i Tyrkiet for 100 år siden, i dag er der under 2.000. Præster retsforfølges, hvis de restaurerer kirker uden tilladelse, og holder kristne messe i private hjem, risikerer de anholdelse. I Tyrkiet kan medlemmer af minoriteter ikke blive officerer eller embedsmænd med højere rang. Internationale opinionsundersøgelser viser, at tyrkerne er verdens mest "racistiske" folk (89 % er imod enhver form for indvandring). Samtidig forlanger de højrøstet at få lov til at afsætte deres befolkningsvækst hos os europæere.

Alt tyder kort sagt på, at fordelene ved at optage Tyrkiet i "fællesskabet" vil blive et ganske ensidigt forhold til deres fordel. De hverken kan eller vil respektere vore spilleregler, men søger udelukkende at styrke deres magtbase på det europæiske kontinent, hvor de intet har at gøre.