Unni Wikan roser Danmark
"Jeres
24-års-regel er flot"
De
skandinaviske lande har svigtet indvandrerne ved at sylte dem ind i
barmhjertighed og respekt. Det mener Bertel Haarders store inspirator, den
norske antropolog Unni Wikan.
Hendes bøger ligger på integrationsminister Bertel Haarders natbord. Hun
er ministerens muse, inspirator til den danske lovgivning mod bla. tvangsægteskaber
og fortaler for et opgør med den halal-humanisme, som efter hendes mening
er skyld i mange af de integrationsproblemer, som de skandinaviske lande slås
med i dag.
Navnet er Unni Wikan. Hun er internationalt anerkendt professor i
antropologi ved Oslos Universitet, verdenskendt som samfundsdebattør i sit
hjemland, forfatter til en lang række kontroversielle bøger om
indvandrerkultur, ekspert i islam og en af dem, som både den norske, danske
og svenske regering lytter til, når fremtidens udlændingepolitik skal
designes.
Så snart Unni Wikan åbner munden, forsvinder den generte mildhed som vand
på en varm kogeplade. Den 59-årige professor smiler blidt, kaster sit
lange grå hår over skulderen og svinger så den verbale pisk over
danskernes, nordmændenes og svenskernes blødsødenhed i indvandrerspørgsmål.
»Vi skandinaver har det store problem, at vi er verdensmeste i
barmhjertighed,« lyder dommen over de seneste årtiers udlændingepolitik.
»Derfor har vi svigtet både indvandrerne og deres børn. Vi har ikke taget
dem alvorligt og stillet krav til dem. Vi har ikke fra starten fortalt dem,
at de både har rettigheder og pligter. Vi har ikke krævet, at de skulle lære
dansk, norsk eller svensk. Vi har været alt for hurtige til at uddele
socialhjælp i stedet for at kræve, at de selv gjorde noget for at blive
integreret. Resultatet er, at vi har fået præcis den etniske underklasse,
som jeg forudså for 10 år siden,« siger Unni Wikan.
Kulturracister
Hun mener, at der er flere forklaringer på, hvorfor de skandinaviske lande
har så svært ved at stille krav til indvandrere og flygtninge.
»Først og fremmest tror vi, at alle, der kommer fra den ikke-vestlige
verden, er fattige stakler, som vi skal have ondt af. Det er de nordiske
landes store dilemma. Og samtidig er vi er så hunderædde for at blive
kaldt racister, at vi ikke tør konfrontere indvandrere eller deres kultur.
Derfor er vi endt med at være netop – racister. Vi har nægtet at stille
de samme krav til indvandrere som til vore egne borgere. Vi har gjort kultur
til biologi og opført os som kulturracister. Vi har f.eks. ment, at etniske
børn skulle blive ved med at været etniske, og set eksemper på, at børn
er blevet tvunget tilbage til familier, de var flygtet fra – med tvangsægteskaber
og vold til følge. Vi har gjort meget ondt i godhedens navn,« siger den
norske professor, hvis hjerte tydeligt banker for indvandrersamfundenes
svageste: kvinderne og børnene.
Det er netop her, hun mener, at mange kulturelt betingede traditioner afslører
sig som undertrykkende og menneskefjendske.
Unni Wikan raser derfor mod den overdrevne respekt for andre folkeslags
kultur, som hun mener, de skandinaviske samfund excellerer i.
»Det er fint at kunne respektere kultur, men kultur har ikke automatisk
krav på respekt. Kun hvis det er kultur, der gavner gruppens svageste,«
siger hun. »Al forskning viser, at det er kvinderne og børnene, der
betaler prisen, når indvandrere vælger at bevare eller forstærke de
kulturelle traditioner, de har med hjemmefra. Derfor må man, hver gang man
møder et kulturelt fænomen, spørge sig selv, hvad betyder det her for
kvinderne og børnene. Så ved man med det samme, om det er et kulturelt fænomen,
der fortjener respekt eller ej.«
Unni Wikan mener, at vi bliver nødt til at forsvare de værdier, som de
skandinaviske samfund bygger på.
»Vi skal ikke diskriminere folk på grund af deres kultur, men hvis vi skal
respektere kulturelle traditioner, skal de være i pagt med de værdier, som
de skandinaviske demokratier og velfærdssamfund bygger på, for eksempel
frihed og lighed,« siger hun.
»Fundamentet for vore samfund er menneskerettighederne, og dem kan vi ikke
renoncere på. Hvis vi alligevel gør det, bliver konsekvensen et samfund,
der er baseret på ulighed, hvor en del af indvandrerne ikke kan nyde den
samme frihed som andre,« siger Unni Wikan.
Hendes bud på, hvilke traditioner de skandinanviske samfund skal afvise og
bekæmpe, omfatter først og fremmest de regler og normer, som rammer
kvinder og børn: »Vi skal ikke acceptere vold i kulturens navn. Vi skal
ikke acceptere, at mænd tvinger deres koner til at lade være med at gå på
arbejde, lære dansk eller uddanne sig. Og vi skal ikke acceptere tvangsægteskaber.«
Roser til Danmark
Unni Wikan er derfor meget begejstret for den danske regerings udlændingepolitik.
»Jeg er imponeret over, at Danmark har turdet indføre en 24-års-regel for
at mindske antallet af tvangsægteskaber,« siger hun.
»Det er flot, at Danmark tør binde an med lovgivning, der begrænser
familiesammenføring. Der er ikke principielt noget galt med arrangerede ægteskaber.
Det kan fungere udmærket. Problemet er, når det bruges til at skaffe visum
til familiemedlemmer, som ellers ikke kan komme til Danmark. Et ægteskab er
jo en enkeltbillet til det forjættede land. Sådan et visum er guld værd
ikke bare for ægtefællen, men også for familien i hjemlandet, der
modtager penge fra deres børn i Danmark.«
Ubehagelige valg
Unni Wikan mener ikke, at Danmark er gået for vidt i bestræbelserne på at
begrænse f.eks. familiesammenføringer. »De danske forslag har en række
negative konsekvenser, men vis mig, hvad alternativet er,« siger hun.
»En del af de arrangerede ægteskaber er en god forretning for de
involverede familier. Derfor hjælper oplysningskampagner om den forhøjede
risiko for genetiske fejl hos børn af fætter-kusine-ægteskaber ikke. En
indvandrer på bistandshjælp i Danmark tjener jo langt mere end en faglært
arbejder i Egypten.«
Unni Wikan er ikke så bekymret for at støde på de internationale
menneskerettighedskonventioner.
»Menneskerettighederne er jo i indbyrdes konflikt. Religionsfrihed,
individuel frihed og ligestilling er alle menneskerettigheder, men i
religionsfrihedens navn accepterer vi for eksempel, at både kristne og
muslimske grupper krænker ligestillingen ved at udelukke kvinder fra
ledende poster. Her må vi vælge, hvad vi sætter øverst, og jeg mener,
ligestillingen skal stå øverst, fordi det er en af de værdier, som vores
samfund bygger på. Derfor skal vi kræve, at religiøse samfund lever op
til vores værdier og inkluderer kvinder i ledelsen. De får jo offentlig støtte
i millionklassen.«
Unni Wikan understreger, at der ikke er nogen vej uden om de ubehagelige
valg, hvis de skandinaviske samfundsværdier skal bevares, og beretter om
norske imamer, der i ytringsfrihedens navn har fået lov at opfordre
pakistanske mænd til at slå deres koner, hvis de ikke adlyder.