Manglende migrationsforståelse

 
Øivind Fuglerud: Migrasjonsforståelse. Flytteprosesser, rasisme og
globalisering. (Universitetsforlaget, Oslo, 2001. 242 sider.  268 norske
kr.)

Av Peter Neerup Buhl, Danskeren , nr. 1  2003
 
Dette skal forestille at være en videnskabelig indføring i
migrationsforskningens grundbegreber, men igen og igen træder dr. polit.
Fuglerud igennem ­ blandt hans autoritative kilder fra dansk ²forskning² kan
således nævnes Bent Østergaard og Bashy Quraishy... Og de partier, der
kobler indvandringsspørgsmålet til nationens fremtid, tilhører forudsigeligt
det ²ekstreme højre². Alligevel kan Fuglerud hykle om migrationsforskeres
kald: At skabe rum til en debat for og imod indvandring, uden at der dermed
insinueres om andre kvaliteter ved den, som udtaler sig.
 
 Hvilken kosmopolitisk ekstremisme, Fuglerud selv står for, anes i hans
slutord, hvor han taler for ²etableringen af internationale retsregler, der
sikrer tryghed for alle i lige stor grad, som nationale mekanismer tidligere
var ment at sikre tryghed for medlemmer af nationen.² Eftersom flertallet af
verdens nationer ikke kan sikre deres borgeres tryghed, er det altså klart,
at Fuglerud går ind for en ganske fatal udgave af ²den hvide mands byrde².
Han slår desuden til lyd for det velkendte postmoderne standpunkt, at
migranter er et symptom på en generel fragmentering af verden, hvorfor vi
dybest set alle er flygtninge... Således flyder alle distinktioner for denne
²forsker², hvis vurderinger bliver derefter. Et sikkert element i den
herskende forskning er kampen mod nationalstaten, folkenes hjem. For
Fuglerud er nationale grænser af ²afgørende betydning for opretholdelsen af
global ulighed². Vel er de ej: Tredjeverdensfolkene holder sig selv nede;
ingen udefra forhindrer dem i at skabe et velfærdssamfund med deres hoved og
hænder, som vi har gjort. Fuglerud gennemgår en række teoridannelser omkring
migration. Mest blåstempler han dem, der er lige vel teoretiske ­ som fx
mener, at nationer, kulturer, fremmedkriminalitet og racer blot er
²konstruktioner². Altså politisk korrekt ind til benet  - skønt han nogle
gange har lidt svært ved at finde det rigtige ben at stå på. Fx i
behandlingen af en forskers påstand om, at multikulturalisme er en
magthaverideologi til opsplitning af arbejderklassen. Sådanne synspunkter er
²en påmindelse om, at minoritetspolitik er et område, hvor det er vanskeligt
at vide, hvad der er politisk korrekt.² Her har vi åbenbart det egentlige
kriterium for migrationsforskerne: Hvad er politisk korrekt? Ikke: Hvad er
sandt? Hvis en sand erkendelse kan ²misbruges² af indvandringsmodstandere,
er den selvsagt ifølge Fuglerud i ganske særlig grad uacceptabel. Han går
endog så vidt som til at hævde, at det i dag ²er et uomtvisteligt faktum for
genetikere og biologer, at racebegrebet, med reference til mennesker, ikke
har noget at gøre med biologi².
 
Hvorfor var det mon så en pinlig sensation, da et kunstigt befrugtet hvidt
par for nylig fik et negerbarn?). Sigende anfægter Fuglerud forskerkollegaen
Inger-Lise Liens lødige indsigter om det etniskes naturlighed ­ ikke af
saglige grunde, men fordi han finder det rimeligt at spørge sig selv,
hvordan teorierne virker i en situation med polariseret indvandringsdebat.
²En god hensigt fritager ikke en forfatter, og specielt ikke en
samfundsforsker, fra at vurdere hvilke politiske følger, ens udtalelser kan
få²!  Teorier, der afdækker national separatisme og barrierer mellem grupper
som naturlige, er for Fuglerud pr. definition racistiske. Vel at mærke med
en dobbelt standard, der fx afsløres i hans beskrivelse af norsk indvandring
til USA: ²Af åbenbare årsager var imidlertid ikke alle af den oprindelige
amerikanske befolkning lige venligtsindede mod indflytterne.² Er det dog
ikke de samme ²åbenbare årsager², der i dag gør vesteuropæere til
indvandringskritikere? Hvorfor har indianerne større ret til modstand end
vi? Selvhadet kommer implicit frem i beskrivelsen af nordmændenes vaner i
USA, fx at de næsten kun giftede sig med deres egne ­ underforstået: de var
ikke bedre end muslimerne i dag. Fuglerud forsømmer dog at rapportere,
hvorvidt flertallet af norske migranter levede af socialhjælp i 1800-tallets
USA, og om disse nyamerikaneres ungdomsbander, massevoldtægter osv.
 
 Selvfølgelig bruger Fuglerud også det norske grundlovsforbud mod
jødeindrejse 1814-51 som et skræmmebillede, i stedet for som et forbillede
til en lignende paragraf (mod muslimer) i dag. Men i en anden sammenhæng
kommer han dog til at afgive følgende indrømmelse: ²Generelt set vil en
national enhed bygget på alliancer mellem forskellige etniske grupper være
ustabil, og nedgangstider har en tendens til at svække motivationen for
samarbejde mellem sådanne grupper.²
 
Ganske interessant er Fugleruds gennemgang af den stærkt ²racistiske²
svenske politik i begyndelsen af 1900-tallet. Selv arbejderbevægelsen vedtog
en resolution under overskriften ²Sverige for svenskerne!² Magistraten i
Landskrona skrev i en udtalelse om udlændingeloven i 1931, at det siger sig
selv, ²at farvede racer under ingen omstændigheder, negre ikke engang som
midlertidige gæster, bortset fra i rene undtagelsestilfælde bør få adgang
til riget.² Men også Norge kunne være med. I 1915 udtalte den norske
Venstre-justitsminister: ²Det går ikke an, når hele det øvrige Europa har
vedtaget strenge bestemmelser for at hindre udskuddet fra at komme ind over
deres grænser, at vi skal gøre os til Europas kloak, og at tyve, røvere og
mordere uhindret skal trænge ind i vort land.² En kommentar hertil må være,
at når DDF i dag beskyldes for at være ²vulgær² o.lign., er det altså
kritikerne og ikke os, der afviger fra den historiske normalitet. Vi  lever
i dag under en overfølsom, kvindagtig verbal-victorianisme hele det
politiske spektrum rundt. Fyndig og karsk mandighed er i lav kurs, skønt kun
sådan respektløshed kan sætte os fri. DDF er endda relativt stueren i
forhold til det tidligere acceptable. Amerikas anerkendte førende litterat i
første halvdel af den tyvende århundrede, H.L. Mencken, skrev fx igen og
igen om negres angivelige ligheder med gorillaer. Nu er man gået i den
modsatte grøft ­ og vælter sig rundt i dens ²antiracistiske² mudder.
 
I sin bog beskriver Fuglerud globaliseringen i form af udflytning af
arbejdspladser fra i-landene. Fx beskæftiger New Delhis softwareindustri nu
mere end 120.000 personer. Han gennemgår også den nyere skændselsfyldte
fremmedimport. Fx var i midten af 1960¹erne 500600 vesttyske
rekrutteringskontorer i middelhavsområdet engageret i at finde arbejdskraft
til tysk industri. Men den slags tiltag skulle altså nu være overflødige
pga. globaliseringen, hvor arbejdspladserne kan flyttes i stedet for
arbejderne.
 
Fuglerud fastslår også det meningsløse i at skelne mellem forskellige slags
flygtninge, og mellem flygtninge og indvandrere. Alle grupper ønsker nu at
komme til Vesten pga. det voksende skel mellem i- og u-lande: I 1960 var
indtægten for befolkningerne i de rigeste 20% af verdens lande 30 gange
større end indtægten for befolkningerne i de fattigste 20% af landene. I
1997 var forholdstallet vokset til 74.
 
 Alt dette får dog ikke Fuglerud til sagligt at fastslå, at massemigration
er meningsløs, fordi u-landene kun kan reddes af u-landene selv og forudsat,
at de dygtige ulandsmennesker bliver hjemme. Tværtimod: Han går ind for fuld
bevægelsesfrihed for verdens fattige, idet det er ²etisk² uforsvarligt af os
at holde dem nede i fattigdom!
 
Den herskende ²forskning² har altså meldt klart ud: Sydens fattigdom er vor
skyld, hvorfor masseindtrængen derfra af det evigt svulmende menneskeocean
er det rimeligste af alt.
 
Forhåbentlig står Fuglerud først i rækken, når Fremskrittspartiet efter alt
at dømme snart kommer til magten og kan føre sparekniven mod
akademikervanviddet.
 
 Peter Neerup Buhl