Aldri "The Midlands" i Danmark
Av Pia Kjærsgaard
En af de mest bemærkelsesværdige avisartikler i 2003 blev vi vidne til på
årets sidste søndag, den 28. december, og stod at læse i Morgenavisen
Jyllands-Posten.
Et af bladets førende journalister, Orla Borg beskrev i en række artikler
i tema-sektionen det faktum, at vi som samfund usvigelig sikkert og med vidtåbne
øjne vandrer lige lukt ind i en blindgyde, som vi udmærket kender indholdet
af, men som vi ustandselig benægter eksistensen af.
Blindgyden hedder ghettoiseringen af Danmark. Parallel-Samfundet, som det
benævnes. Den tikkende bombe. Det er det vi så småt er i gang med.
Herhjemme har vi kun set en flig af dette Parallel-Samfund. Vi er stadig
"bagud" i forhold til andre lande. Så hvad der bliver indholdet af
Parallel-Samfundet, kan vi få en forsmag på ved at studere forholdene i
eksempelvis Frankrig, Tyskland, Sverige eller England.
Det er det sidste land, England, der bliver beskrevet i artikel-serien -
"The Midlands" - området oppe omkring Birmingham - og specielt byen
Bradford, - en by på størrelse med Aalborg - som Jyllands-Posten har besøgt,
og hvor de interviewer en lang række indbyggere.
I Bradford er 42,1 procent af indbyggerne pakistanere, 5,2 procent indere,
3,2 procent fra Bangladesh - andre etniske grupper udgør 7,2 procent. Af englændere
er der 41,9 procent. Specielt det pakistanske islæt vokser støt. For 10 år
siden var andelen af pakistanere i Bradford kun 30 procent. I mere end
halvdelen af alle ægteskaber i det pakistanske miljø bliver ægtefællen
hentet til Bradford fra en landsby i Pakistan.
Bystyret i Bradford har muslimsk flertal. Der er 40 moskeer i byen - to af
dem er nedlagte kirker, der er omdannet til moskeer. Der kaldes højlydt til bøn
fra minareten fem gange om dagen. Imamerne kommer fra Pakistan - de kan ikke
et ord engelsk. Det var i Bradford, hvor de første bogafbrændinger af Salman
Rushdies bog fandt sted.
Som Jyllands-Posten i øvrigt lakonisk anfører: "Konsekvensen for de
hvide briter i byen er håndgribelig: Pubben lukker, kirker nedlægges, fish
and chips forsvinder."
De ældre blandt indvandrerne arbejder på at få skabt rene muslimske områder
og på at få indført sharia-lovgivning. Som avisen skriver: "..der er
sket en klar ændring fra selvopfattelsen af at være indvandrer, der kommer
for at søge arbejde i det eksisterende samfund, til en selvopfattelse af at være
kolonist, der kommer for at genskabe hjemlandets kultur i nyt, jomfrueligt
land for muslimer."
Bradford er indbegrebet af en muslimsk by. Nabobyen Birmingham med sine
seks millioner indbyggere er godt på vej til at blive den næste. Her vil
muslimerne komme i flertal om ganske få år.
Stakkels englændere, som dog nu ligger ganske som de har redt!
Intet har de gjort for at dæmme op for den kolossale indvandrerbølge, som
er væltet ind over landet fra midt i 60'erne. Hver og én, som spagfærdigt
forsøgte at advare mod det, der ventede, blev hetzet og fik racist-stemplet.
Karrieren slut! Og det gjaldt såvel i Labour, hos De Liberale som i Det
Konservative Parti.
Så tungt sad - og sidder - de lallende virkelighedsfjerne på
meningsdannelsen i England.
Men hvad med os herhjemme? Kender vi ikke - dog endnu i mindre målestok -
tonerne fra det multietniske samfund - eller måske rettere: fra det islamiske
samfund - fra Vollsmose, fra Mjølnerparken, fra Gjellerupparken?
Og hvad har vi så i øvrigt tænkt os at gøre ved det?
De virkelighedsfjerne - halalhippierne - har ganske vist lært ganske godt
af deres meningsfæller i England, når det gælder om at svine modstandere af
indvandringen til. Men herhjemme har de været knapt så stærke. I Danmark
har vi kunnet tale lidt mere frit. I Danmark har enkelte behjertede, modige
mennesker af og til taget ordet - og taget bladet fra munden.
Og i de seneste år har vi gudskelov haft Dansk Folkeparti.
Dette sidste må ikke undervurderes! For uden os ville Danmark tordne mod
"The Midlands"-tilstande. Med os er farten sat betragteligt ned.
For vi vil ikke et øjeblik acceptere, at Danmark opsplittes i to
parallelle samfund: Et almindeligt dansk samfund som vi kender det - og en
forskruet muslimsk virkelighed.
Vi svigtede ikke. Og vi svigter ikke. I årevis har vi advaret mod den
fortvivlende udvikling, der blev sat i gang med udlændingeloven af 1983. Det
er ikke mindst af den grund, at Dansk Folkeparti nu er landets tredjestørste
parti.
Vi har igen og igen - med henvisning til blandt andet England og Tyskland -
advaret om ghettoiseringen. Vi har ligefrem skrevet en hel bog "Danmarks
Fremtid - dit land, dit valg" om netop dette emne.
Vi har med sigende eksempler fra Berlin, Birmingham og Bradford præcist
beskrevet, hvilken fremtid, der venter også os her i Danmark, såfremt
indvandringen får lov at fortsætte.
Vi har sagt og skrevet det hele i hundredevis af taler, kronikker og
artikler. Vi har advaret igen og igen fra Folketingets talerstol, i radio og i
fjernsyn. Og jeg gentager her gerne essensen af vore holdninger: Stands
indvandringen!
Men vi har måttet kæmpe. Vi har været i noget nær åben krig mod
Socialdemokraterne og De Radikale, som har hovedansvaret, men også Venstre og
Konservative, som først efter sidste folketingsvalg begyndte at tage
situationen alvorligt - fordi Dansk Folkeparti pressede dem. Og kun derfor.
At standse indvandringen er og bliver den eneste brugbare løsning. Og
Dansk Folkeparti er det eneste parti, der kræver denne løsning. De andre
partier tør stadig ikke. Til gengæld ryster de til bevidstløshed ud af ærmet
tonsvis af andre idéer. De samme, som de har rystet ud af ærmet i årevis:
Mere integration, flere penge til integrerende projekter, flere i arbejde,
mere sprogundervisning, mere kulturundervisning. Altså alle de løsningsmodeller,
der ikke duer. Som Frankrig har prøvet i mange flere år end os, som Tyskland
har prøvet ud over alle grænser - og som England om nogen har prøvet. Englænderne
har i årevis pumpet milliarder og atter milliarder af Pund ind i integrerende
projekter af alle mulige og umulige arter. Alt sammen aldeles uden effekt. Tag
til Bradford, tag til Birmingham eller tag til Berlin - og se for jer selv.
Integreringen er slået fejl. Projekterne virker ikke.
Hvorfor skulle det gå anderledes i Danmark? Måske - måske ikke. Men
under alle omstændigheder er det et eksperiment, jeg ikke agter at lade det
danske folk gennemgå.
Dansk Folkeparti vil også i 2004 slide og slæbe for, at "The
Midlands" aldrig bliver dansk hverdag.
Vanviddet må bringes til ophør.
Med ønsket om et velsignet nytår