De fremmede og kriminaliteten

Utsnitt av kronikk skrevet av Carsten Ringsmose, cand rer.soc., Jyllandsposten 10. 10. 2005

Når de fremmede kun omfatter ca. 8 pct. af befolkningen, hvordan kan de så udgøre 28 pct. af de fængslede? Svaret er dobbelt: De fremmede er meget mere kriminelle end danskerne, og de fremmedes kriminalitet er grovere og giver længere straffe, skriver kronikøren.
 
LÆSER SERVICE
Den danske justitsminister Lene Espersen har lovet Folketinget en statistikk »hvor kriminaliteten blandt indvandrere vil blive gjort op helt ned på de enkelte politikredse« - og på etnisk oprindelse. Der har længe været et behov, men selv med en bedre statistik er det svært at vurdere denne kriminalitets omfang på grund af myter og berøringsangst.
 
Selv når kriminaliteten undersøges, er resultatet ofte en tragikomisk bortforklaring, f. eks. når man beskrev unge i Vollsmose, som lokkede politi og brandvæsen i "fælder" ved at tilkalde dem til påsatte brande, blot for at angribe fra baghold
 
Den næste indvending i diskussionen er, at unge er mere kriminelle end gamle, at fattige er mere kriminelle end rige, og at man derfor kun kan sammenligne ved at omregne til "socialt tilsvarende grupper".
 
… en opgørelse, som kun omfatter overtrædelser af straffeloven - altså grove forbrydelser - og så er index 241 for fremmede og 90 for danske. De fremmede har altså en større og grovere kriminalitet.
Medens det fordrejer billedet at tælle forbrydere i stedet for at tælle forbrydelser, så er det metodisk acceptabelt at korrigere for aldersforskel, medens det er metodisk fuldstændig uacceptabelt, først at korrigere for aldersforskel, og derefter for "socioøkonomisk stilling".
 
Lad mig tydeliggøre problemet: Vi har nogle fremmede, unge, kriminelle, som er arbejdsløse, har et lavt uddannelsesniveau, har lav indkomst, tilhører en lav socialgruppe, modtager socialhjælp, og bor i et ghettolignende kvarter - for at nævne nogle af de egenskaber, vi ofte finder integrerede i samme person. Der er ikke klare årsags/virknings-forhold: Man kan være kriminel, fordi man har en lav uddannelse eller omvendt - og begge forhold kan være aktive, samtidig med helt andre forhold.
Det er klart umuligt at adskille disse egenskaber hos den samme person. Men øvelsen består i, at man først konstaterer, at disse mennesker er meget kriminelle. Så trækker man den aldersbetingede overkriminalitet fra, og får en aldersneutral opgørelse. Og det er i orden! Men når man i næste omgang "korrigerer for socioøkonomisk stilling", så trækker man rent faktisk det samme fra én gang til, blot under en anden betegnelse: Den socioøkonomiske stilling skyldes netop, at man er ung, og derfor endnu ikke er veletableret med en lang uddannelse og en tilsvarende social status. Nu kan man så trække det samme fra igen ved at korrigere for uddannelsesniveau, og gøre det samme endnu en gang, ved at korrigere for arbejdsløshed. På denne måde kan man frit skabe det "kriminalitetsniveau", man ønsker.
 
En lignende fremgangsmåde anvendes af Det Kriminalpræventive Råd i "Etniske Grupper - kriminalitet og forebyggelse", 2004, hvor man med udgangspunkt i en overhyppighed på 49 pct., korrigerer for alder, og kommer ned på 38 pct., korrigerer for alder og urbaniseringsgrad, og kommer ned på 35 pct., korrigerer for alder og uddannelse, og kommer ned på 33 pct., korrigerer for alder og indkomst, og kommer ned på 19 pct., korrigerer for alder og socioøkonomisk stillingsgrupper, og kommer ned på 8 pct., korrigerer for alder og modtagelse af sociale ydelser, og kommer ned på 7 pct. (tabel på side 14).
 
Den næste - meget sejlivede - påstand i debatten lyder: »Det er kun ganske få kriminelle, der tegner billedet, og ødelægger det for alle de andre«. I "Etniske grupper -kriminalitet og forebyggelse" hedder det i forordet til 1998-udgaven: »I Danmark er det omkring 100 unge der sætter overskrifterne om udlændingekriminaliteten«.
 
Historien om "de ganske få" eller de "omkring 100" har været meget sejlivet. Hvis man imidlertid sammenligner idéen med Rigspolitichefens kriminalitetsopgørelse vedrørende udlændinge for 1993 og 1994 (som altså forelå tidligere), så afsløres forestillingen som absurd. Nedenfor opremses forskellige kriminalitetstyper og antal tilfælde i 1993 og 1994:
Manddrab (10/8), forsøg på manddrab (44/49), vold (996/1.013), voldtægt (76/ 58), blufærdighedskrænkelse (90/70), forsætlig brandstiftelse (40/38), røveri (176/176), indbrud (895/757), tyveri (7.981/6.985), dokumentfalsk og bedrageri (1.708/926), vedr. euforiserende stoffer (1.847/1.549) og overtrædelse af våbenloven (748/723).
 
Disse talrige forbrydelser kan selvsagt ikke være udført af "ganske få". Og Det Kriminalpræventive Råds påstand om de "omkring 100" indebærer, at hver 10. skulle have begået manddrab, hver anden skulle have forsøgt manddrab, medens hver eneste har gjort sig skyldig i ti voldssager. Mellem to ud af tre og tre ud af fire har begået voldtægt, og syv til ni ud af 10 har gjort sig skyldig i blufærdighedskrænkelse, medens mere end hver tredje har foretaget forsætlig brandstiftelse. Hver eneste af de "omkring 100" har i gennemsnit begået 1,8 røverier, syv-ni indbrud og 70-80 tyverier, samt 9-17 tilfælde af dokumentfalsk. Derudover har hver eneste i gennemsnit begået 15-18 lovovertrædelser vedrørende euforiserende stoffer, og mere end syv overtrædelser af våbenloven.
 
--
"De ganske få" eller om de "omkring 100" er altså fuldstændig vilde bortforklaringer. Men fremmedkriminaliteten skal også vurderes i lyset af endnu et forhold, som bidrager til at skjule problemets omfang. Antallet af fremmede, der er fængslet eller indsat i lukkede institutioner på grund af kriminalitet, har den dobbelte betydning, at hvis kun ganske få er kriminelle, så skal der ikke indsættes ret mange, før kriminaliteten forsvinder. Den kriminalitet, der faktisk registreres, skal altså ses i lyset af, hvor mange af "de ganske få", der allerede er fængslet, og derfor ikke kan begå kriminalitet.
 
Jyllands-Posten bragte (18/1) en oversigt over syv udvalgte institutioner, hvor de fremmede i gennemsnit udgjorde 58 pct. af de anbragte (med 74 pct. på de "hårde" institutioner Sølager og Bakkegården).
"De fremmede" var altså overrepræsenterede på disse institutioner i et omfang på op mod ti gange deres andel af befolkningen! Hvordan kan det gå til, hvis de ikke er særligt kriminelle? Hvordan opretholdes kriminalitetsniveauet, selvom så mange (ud af "ganske få") er i lukkede institutioner? tv-aviserne oplyste i december 2004 med Københavns politi som kilde, at 82 pct. af de unge under 18 år, der fremstilles i dommervagten i København (hvilket kun sker for alvorlige lovovertrædelser) har anden etnisk baggrund end dansk.
Antallet af indsatte i fængsler er interessant af samme grund. Jyllands-Posten bragte 16/7 2004 en opgørelse over indsatte. Der var på dette tidspunkt indsat 3.741 i fængsler og arresthuse, og heraf havde 568 status som indvandrere og 183 havde status som efterkommere, og 204 udlændinge uden særlig tilknytning til Danmark, hvilket bl. a. omfatter folk på midlertidigt ophold og folk, der opholder sig i landet illegalt, samt endelig 113 asylansøgere i kriminalforsorgens særlige institutioner for denne kategori, altså i alt 1.068 personer eller 28 pct. af de indsatte.
 
Men når de fremmede kun omfatter ca. 8 pct. af befolkningen, hvordan kan de så udgøre 28 pct. af de fængslede? Svaret er dobbelt: De fremmede er meget mere kriminelle end danskerne, og de fremmedes kriminalitet er grovere, og giver længere straffe.
 
Endelig svækkes billedet af de fremmedes kriminalitet også af den måde, man opgør antallet af fremmede på.Man skelner normalt mellem asylansøgere, flygtninge (folk med asyl) og indvandrere (udenlandske statsborgere med opholdstilladelse), efterkommere og danskere (altså personer med dansk statsborgerskab), og man regnes i denne forbindelse kun som efterkommer, hvis ingen af forældrene er danske statsborgere, ligesom man ikke længere anses for fremmed, så snart man har opnået dansk statsborgerskab.
 
I det omfang, der foreligger en højere kriminalitet blandt fremmede, så "skjules" en stor del af denne kriminalitet af det forhold, at mange fremmede har opnået dansk statsborgerskab, bl.a. med den virkning, at deres børn heller ikke opgøres som efterkommere, men som danskere.
I de seks år fra 1999 til og med 2004 opnåede 81.998 personer dansk statsborgerskab, og blev overført fra gruppen "fremmede" til "danskere" med det resultat, at en tilsvarende stor del af fremmedkriminaliteten kom til at fremstå som dansk - og dermed dobbelt skjulte den store kriminalitet blandt fremmede.
Under disse omstændigheder må vi hilse den nye statistik velkommen.