Kristendommens plass i EU-grunnloven - religionens relevans for innvandringen
Vårt Land referete (7.2.03) til et spørsmål som skaper skillelinjer
mellom medlemslandene i Den europeiske union. Det gjelder spørsmålet om
det skal refereres til Gud i en grunnlov for Europa - den gamle
"kristenheten". Mens sivilisasjonsteoretikere har framholdt
at religiøs tro og praksis er et av de mest sentrale kjennetegn som skiller
sivilisajonene fra hverandre, så finnes det i europeisk politikk også en
sterk sekulær tradisjon som vil redusere religion til en privatsak.
En EU-komité på 13 delegater arbeider for tiden med spørsmålet, og Ifølge
International Herald Tribune arbeider en EU-komité på 13 delegater med spørsmålet.
En framtidig gudsreferanse har, ifølge avisen, støtte fra polske,
italienske, tyske og slovakiske delegater.
Et forslag til lovtekst sier at «Unionens verdier rommer verdiene til dem
som tror på Gud som en kilde til sannhet, rettferdighet, godhet og skjønnhet».
Lovutkastet fortsetter straks med en passus om at unionen også respekterer
verdiene til alle dem som ikke deler denne troen, men som «respekterer
disse universelle verdiene som utspring fra andre kilder».
Kritikere, herunder delegater fra Norden, Frankrike, Nederland og Spania,
frykter en slik formulering lager et skille mellom troende og ikke-troende.
Vatikanet har på sin side allerede engasjert seg i saken. Sent i fjor møtte
pave Johannes Paul II lederen for konstitusjonskommisjonen, den tidligere
franske presidenten Valery Giscard d'Estaing. Kirkeoverhodet ønsket «en
klar referanse til Gud og den kristne tro». Selv mener d'Estaing at en slik
referanse ikke er «passende».
Europas religiøse minoriteter, som jøder og muslimer, skal så langt ikke
ha engasjert seg kraftig i spørsmålet. En jødisk talsmann sier en
eventuell religiøs referanse ikke bør være nostalgisk kristent. «Religion
har en plass, men ikke som ledestjerne for denne sammenslutningen».
Det endelige utkastet til EU-konstitusjon skal være klart i juni. (Vårt
Land)
Samme dag hadde den kjente danske prest, forfatter og representant for Dansk
Folkeparti, Søren Krarup, en kronikk i Kristeligt Dagblad i København, der
han hevder at man ikke kan bedømme en ansøkers evne, vilje og mulighet for
å bli dansk uten å ta hans eller hennes religion i betraktning".
Søren Krarup skriver:
"Jeg er indfødsretsordfører i Dansk Folkeparti, og det er derfor
faldet i min lod at skulle gennemlæse stakke af ansøgninger fra folk, der
ønsker dispensation fra kravene til dem, der søger dansk indfødsret.
(Š)
Der er jo nemlig ingen, der har ret til at opnå dansk indfødsret. Det er
det danske folks gave, den fornemste, vi kan give. Derfor sker det ved lov
ifølge Grundloven, og derfor skal enhver fremmed opfylde de krav om evne og
vilje, som Folketinget på det danske folks vegne stiller.
Kan du blive dansk? Har du vilje til at blive det? Har du forudsætninger
for at kunne blive en del af det danske folk? Det er kvint-essensen af
undersøgelsen i indfødsretsudvalget.
Men hvordan skal man kunne bedømme en ansøgers forudsætninger for at
kunne blive en del af det danske folk, hvis man ikke kender vedkommendes
religion? Det er selvsagt ikke muligt. Og heri ligger jo ikke en krænkelse
af religionsfriheden - som adskillige tankeløse mennesker straks vil mene -
men heri ligger den realistiske erkendelse af, at religionen er afgørende
for en persons kulturelle orientering. Ligesom dansk kultur i alle sammenhænge
er bestemt af kristendommen, således er islam naturligvis også bestemmede
for en muslims kultur og holdning.
Lad mig blot sige ligeud: Jeg vil være langt mere tryg ved at give en
kristen palæstinenser dansk indfødsret end en muslimsk palæstinenser. Den
første vil have meget større mulighed for at blive integreret i Danmark
end den sidste. For den første er dansk kultur ikke en hindring, der er næsten
uoverstigelig. Men det er den for den muslimske palæstinenser. Uanset hvad
den politiske korrekthed så vil sige.