Flerkultur og vold
Om morgenen den 19. mai 2003 sendte NRK2 fjernsynet et opptak fra
barnetogene 17. mai, men nå hørtes ikke musikk og hurra-rop, derimot en
lengre tale fra innvandrerhold som fortalte at 17. mai skulle brukes til å
la alle innvandrerbarna få bli "trygge i sin kultur".
Innvandrerskolene, ble det sagt bidrar slik til den kulturelle integrasjonen
i Norge.
Igjen fikk vi demonstrert et eksempel på NRK-ledelsens overfladiske forståelse
av kultur. For programledelsen er åpenbart kultur noe som bare har med den
enkeltes identitet og opplevelser å gjøre. At kultur gir premissene
for det kollektive liv i et samfunn, er fraværende i dette perspektivet.
Derfor kan disse menneskene tro på velsignelsen med "det
flerkulturelle samfunn", der alle dyrker sin egenart.
Kvelden før, den 18. Mai, sendte imidlertid NRK1 Karsten Alnæs´ program
om vold i det gamle samfunn. Her fikk vi blant annet høre de overleverte
beretningene om volden i Bergen på 15- 1600-tallet. Volden ble forklart med
de store motsetninger som den gang oppsto mellom nordmenn og utlendingene,
spesielt med de tyske hanseatene, men også med skotter og hollendere. Med
overflod av øl og mangel på politi og med en innfødt befolkning som ble
økonomisk utkonkurrert av smarte utlendinger, så ble resultatet vold.
Aldri var noe norsk lokalsamfunn mer flerkulturelt, aldri var det mer
voldelig.
Disse kommentarer kan suppleres med utsnitt av en kronikk i
Politikens nettavis den16. mai 2003: Her skriver Helle Merete Brix om
Den multikulturelle tragedie:
Hun skriver blant annet:
"Sommeren 2001 eksploderede Bradford i vold. Hvad der i pressen blev
udlagt som 'raceuroligheder' eller et 'asiatisk problem' var i realiteten
unge mandlige muslimer, med rod i Azad Kashmir, der tørnede sammen med
politi og en gruppe af hvide briter. Angiveligt skulle urolighederne være
startet på grund af et rygte om, at en asiat var blevet overfaldet af unge
skinheads i byens centrum. Men samtidig, som den tidligere formand for byens
Kommission for Racelighed, Ramindar Singh, har gjort opmærksom på, synes
optøjerne at have været planlagt. For den fredelige asiatiskdominerede
antiracistiske demonstration, der ønskede at vise sin modvilje mod British
National Partys ønske om at demonstrere i byen, forvandlede sig i løbet af
et par minutter til en slagmark. Unge muslimer angreb politiet med brosten,
glasflasker og benzinbomber. Urolighederne fortsatte gennem fire nætter med
nedbrænding af hovedsagelig hvide briters ejendom, bl.a. en pub,
BMW-garager m.m. En række personer kom alvorligt til skade, og i alt blev
der anrettet skader for omkring 260 millioner danske kroner.
Ved andre lejligheder er hinduers religiøse institutioner og forretninger
blevet angrebet. BBC offentliggjorde samme år som urolighederne en rapport,
hvoraf det fremgår, at visse hinduorganisationer i Bradford anklager
muslimer for at ville rense området for hinduer. En talsmand fra
organisationen Vishna Hindu Parishad, der har tilknytning til det
hindunationalistiske regeringsparti i Indien, taler i den forbindelse om »talebaniseringen
af Bradford, Khalifa-bevægelsen (Hizb-ut-Tahrir og Al-Muhajirun, red.) mere
end 50 moskeer og 100 madrasaer«. Især Al-Muhajirun-bevægelsens leder,
den radikale Londonprædikant Omar Bakhri, der betragter sig som Osama bin
Ladens repræsentant i Vesten, er med sine kvartalsvise besøg i byen med
til at radikalisere de unge muslimer.
Unge hinduer klager over, at de chikaneres og overfaldes af unge muslimer.
Muslimske organisationer i området har svaret igen med at anklage hinduer
for at stå i forbindelse med højreorienterede hinduorganisationer. Det kan
utvivlsomt være rigtigt. Men islamiske institutioner og moskeer med rod i
bl.a. den uforsonlige pakistanske deobandisme, der skabte Afghanistans
talebanere, har i årevis udvidet deres netværk og antallet af moskeer i
byen. Er det urealistisk at forestille sig, at der opfordres til uroligheder
som dem, der fandt sted i sommeren 2001 under fredagsbønnen?